Royalt bryllup

Så blev det weekend. Foreløbig er vejret blæsende og køligt, men fint nok til at spænde lidt af efter en travl arbejdsuge.

Jeg skal i gang med bogen Keep the spirit af Flemmeing Christensen. Den indgår som forberedelse til en workshop om opbygning af virksomhedskultur, baseret på teorien om enneagrammer.

Og så fik familien Danmark endelig udløst måneders spændte forventninger, da kronprinseparret fik hinanden i går. Utroligt som sådan en lejlighed kan mobilisere energi og følelser i det nationale fokevid. Indrømmet – det var et storslået arrangement, og nu går der jo nok det meste af en generation før vi kommer til at opleve noget tilsvarende.

Måske var det netop det der skulle til for at modernisere og folkeliggøre monarkiet endnu mere, så det kan forblive tidssvarende her i det 21. århundrede

Forsommer

Søndag. Afslutningen på denne Store Bededags-miniferie tegner til at blive et vejrmæssigt klimaks. Højt solskin, svag vind og omkring 20 grader. Der er vist ingen undskyldning for ikke at tage sig en løbetur i skoven i dag.

Jeg håber ikke at blive angrebet af en musvåge, som det skete under en løbetur i Store Dyrehave sidste forår. Jeg har holdt lav profil om hændelse af frygt for at komme i troværdighedsproblemer. Men en artikel i dagens Berlingske dokumenterer, at jeg faktisk har lidelsesfæller i form af andre løbere, der også har haft denne sjældne og dramatiske oplevelse.

Min høfeber er nu aftaget til et acceptabelt niveau – birkepollen-sæsonen er heldigvis ved at være slut for i år. Jeg glæder mig til at kunne lægge øjendråber, næsespray og antihistaminer på hylden.

Ellers er de 3 dage gået lynhurtigt med afslapning og diverse praktiske gøremål i hjemmet. Dagen i dag står på arbejde. Jeg skal skrive og udgive et specifikationsdokument til i morgen, men har selvfølgelig fået udsat forehavendet til sidste øjeblik. Surt!

Tillykke, Mathias

Til lykke til Mathias med de 11 år i dag. Vi holdt en lille fødselsdagsfest med farfar som eneste gæst. Børnefødselsdag for klassekammeraterne bliver på et senere tidspunkt.

Fra gavebordet kan nævnes forskellige computerspil samt et webcam, så fødselaren fremover kan formidle elektroniske billeder og filmklip af sig selv.

Dagen blev ekstra festligt markeret med flagning alle vegne. Dette skyldes – ud over Mathias’ fødselsdag – Danmarks befrielse for 59 år siden.

Hyttetur

Søndag. Weekendens hyttetur med 4.B er vel overstået. En kæmpe succes. Christianskærs Lejrhytte KFUM/KFUK i Kattehale viste sig at være stor og veludstyret, med en ideel beliggenhed og gode udendørs faciliteter.

Børnene var glade og positive og fik i store træk lov til selv at bestemme farten. Vi legede, spillede rundbold og børnene fangede frøer i de nærligende mosehuller. Om aftenen lavede vi natløb med lommelygter efter kort og opgaver, som jeg havde fremstillet.

Søndag formiddag kom alle forældrene med morgenbrød og kaffe og vi hyggede udendørs hele formiddagen. Vejret var med os under hele turen, og temperaturen var op imod de 20 grader begge dage. Et par enkelte regndryp lørdag eftermiddag formåede ikke at sætte skår i glæden.

Høfeberen har taget nye dimensioner i denne weekend, men heldigvis er birkepollen-sæsonen stærkt tidsbegræset, så jeg ser frem til en snarlig bedring.

Vi er alle 3 lidt trætte efter hytteturen, men samvittigheden er god. Næste år må andre forældre tage over og arrangere flere gode oplevelser for børn og forældre.

Brugervenlighedstest

Arbejdsugen er slut. Det blev et lille orgie i overarbejde – 53 timer er i denne uge noteret på timesedlen. Ikke et foruroligende høj tal efter en absolut skala, men alligevel udmattende for en mand i min alder, da indsatsen trods alt har taget form af et stadigt crescendo siden påskeferien. Jeg har intet imod tidvist overarbejde op imod afleveringer og lignende – finder det tværtimod stærkt motiverende – men man må desværre erkende, at fysik og psyke ikke har det samme energi-overskud som for 10-15 år siden.

Brugervenlighedstesten hos Signal Digital onsdag og fredag har været en rigtig god oplevelse. Testen blev baseret på en papir-prototype, som jeg havde fremstillet. Hele konceptet med at sidde i et mørkt observatørrum bag en envejs spejlglasrude og med god kamera- og lydforbindelse til aktiviteterne i testlokalet, er faktisk en rimelig stærk oplevelse – næsten som selv at være til stede som en anonym 3. part mellem testleder og respondent.

Testen gav en masse a-ha! oplevelser og erkendelser, som er sunde og belærende for it-folk som jeg selv. Det burde faktisk være obligatorisk for web-udviklere at opleve sådanne seancer, da man får øjnene op for hvor anderledes brugerne oplever et design, som man fra sit eget elfebenstårn opfatter som tæt på perfekt!

En bemærkelsesværdig observation er, at folk i almindelighed slet ikke læser – men derimod skimmer tekst, og derfor ofte opfatter et andet budskab end det tilsigtede. Dernæst opstår der – nærmest som ved en naturlov – straks en mængde spørgsmål og undtagelsessituationer, som burde være adresseret i brugergrænsefladen, og som – eftersom dette ikke er tilfældet – giver en række frustrationer og misforståelser.

Den overordnede konklusion på testen blev, at der ikke var markante problemer med min beskrevne brugergrænseflade, men at der er nogle områder, som der bør arbejdes med.

Snøft

Min birkepollen-allergi er i disse dage et helt håndgribeligt bevis på, at naturen for alvor melder om forår. Det lune og solrige forårsvejr har i denne uge været fået pollentallet for birk til nærmest at eksplodere, hvilket har resulteret i kløende øjne og rindende næse.

Prototype

Så blev det weekend efter en travl arbejdsuge, som har budt på natarbejde i et par omgange. Jeg har været travlt beskæftiget med at udarbejde en prototype på dele af vores webapplikation. Prototypen skal underkastes brugervenlighedstest med 10 testpersoner hos Signal Digital i den kommende uge.

Det har kostet en del tid og kræfter at tilegne sig færdigheder som webdesigner. Jeg føler mig bestemt endnu ikke udlært i faget, men tror på sigt at det vil være en nyttig kompetence at føje til sit repertoire. Se også mit tidligere indlæg om dette emne.

Forårskoncert

Hvor ska’ vi sove i nat? Sådan sang Mathias og resten af 4.B til forårskoncerten på Marie Kruses Skole her til aften. Mathias spillede en fremtrædende keyboard-stemme, og hele familien havde betydelig lampefeber inden hans optræden, men heldigvis gik det over al forventning og uden en eneste hørbar “slåfejl”. Bagefter var forældrene selvsagt ved at sprænges af stolthed!

Min svigerfar Gunnar her netop meddelt, at han har bestilt en StofaNet bredbåndsforbindelse til levering 5. maj. Måske er jeg inddirekte medskyldig i dette, idet jeg i sidste weekend mailede ham en slet skjult opfordring til en snarlig opgradering af infrastrukturen. Under alle omstændigheder bliver det et kvantespring ind i informationsalderen, og jeg ser frem til hyppigere opdateringer af webloggen.

Kattehale-sondering

Søndag. Vejret har været blæsende – men alligevel lunt og solrigt. Jeg har været på cykeltur til Kattehale for at besigtige området omkring Christianskær spejderhytten, hvor vi om 14 dage skal overnatte med børnene fra 4.B. Jeg skal sammen med en anden far have arrangeret et orienteringsløb/skattejagt til afvikling lørdag aften den 1. maj.

Jeg burde have arbejdet i weekenden, men har lidt problemer med at få rigtig hul på den foreliggende opgave – at udarbejde en grafisk prototype af et par web-selvbetjeningstjenester, som skal underkastes en professionel brugervenlighedstest om 1½ uge.