Svømning og flyvning

En hektisk uge er slut. Vejret har vist sig fra sin smukke side i denne fredelige efterårs-weekend.

Samvittigheden fik et gevaldigt løft efter dagens cykeltur til Farum Svømmehal, hvor 100 baner – eller 2500 meter – blev tilbagelagt. Forhåbentlig bliver dette det længe ventede gennembrud mht. jævnlige (morgen)svømmeture.

I fredags tillod jeg mig den luksus at holde fri efter middag og i stedet tage på en flyvetur med Willy som passager. Det blev en dejlig tur i OY-BLL som gik over Sjælland og Storebæltsbroen til Fyn med landing på Sydfyn/Tåsinge. Hjemturen gik over Langeland, Sydsjælland, Køge, Roskilde kontrolzone og gennem den tidligere Værløse kontrolzone.

Måske var det sæsonens sidste flyvetur? Forhåbentlig ikke! Der er ikke noget så skønt som en efterårs-flyvetur med god sigtbarhed og i rolig, “tyk” luft. Men med 13:05 timers flyvetid og 16 landinger i logbogen for 2004 er i det mindste de formelle krav nu opfyldt.

Arbejde, arbejde

Den forløbne uge har – ligesom den hastigt svindende weekend – budt på en del overarbejde, og travlheden ser ud til at skulle fortsætte i næste uge.

Fødevaredirektoratet har i fredags gennemført et navne- og logoskift til Fødevarestyrelsen, og i den forbindelse skal Smiley-sitet også hurtigst muligt omlægges til det nye design, hvilket jeg har arbejdet på i weekenden.

Tilfældigt er jeg stødt på et genialt lille hjælpeprogram ved navn AIS Web Acessibility Toolbar. Programmet, som er ganske gratis, udvider Internet Explorer med en toolbar, der indeholder en lang række funktioner til at analysere og illustrere vilkårlige websiders opbygning, samt foretage tests for korrekt HTML- og CSS-syntax og tilgængelighed. Efter min mening et must for enhver webdesigner eller andre “nørder” med interesser i den retning.

Den problemfyldte og ucharmerende føljeton om fornyelsen af min svigerfar Gunnars abonnement på Norton Antivirus er nu gået ind i sin 3. uge.

Dagens 1-times spadseretur i Allerød og omkringliggende skovområder var alt hvad det kunne blive til af motion i denne weekend. Det står desværre sløjt til med løbe- og svømmeture, hvorfor samvittigheden er kronisk dårlig. Begyndende overvægt samt fortsat luksuriøs livsstil – med stillesiddende arbejde og lidt for rigeligt rødvin og god mad – burde ellers anspore til betydeligt flere idrætsaktiviteter, men det skorter på energi og tid i fornødent omfang.

Her til aften har vi – som så ofte før – haft min far Willy på besøg til en hyggelig søndagsmiddag med tilhørende diskussion af aktuelle og relevante spørgsmål om verdenssituationen.

Familiedag i haven – i sidste øjeblik

Så er sommervejret vist endegyldigt slut for denne gang! Jeg sidder lige nu og er vidne til en veritabel efterårsstorm, ledsaget af kraftige byger.

I går forblev vejret smukt trods dystre forudsigelser fra meteorologerne. Dette var heldigt, da det muliggjorde en dejlig lang dag i haven som ideelle rammer for den hyggelige lille familie-komsammen vi holdt med mine svigerforældre Ellen og Gunnar samt min svogers familie fra Reerslev.

Mathias’ tå er i hastig bedring nu, efter at han i tirsdags var så uheldig at blive trådt hårdt og eftertrykkeligt over den dårlige fod under leg. Neglen falder snart helt af, og så må vi bare håbe på en snarlig tilbagevenden til almindeligt fodtøj, mens helingen står på.

Ellers har ugen blandt andet budt på en fin lille aften-rundflyvning i Norsjælland med OY-BLL.

Sommervejr

Sommervejr! Bedst som man gik og troede at sommeren var endegyldigt slut for denne gang, har vejrguderne betænkt os med et stabilt højtryk, som giver blide og lune luftstrømninger fra sydøst og temperaturer over 20 grader.

Jeg var ikke sen til at gribe chancen for en god eftersommer-flyvetur, og tog derfor fri halvdelen af fredagen for at “aviere” i OY-BTE. Efter lidt indledende bøvl med mikrofonforbindelsen (“Allerød avionics”) blev det til en smuk og rolig tur med landing på Ærø, som jeg ikke tidligere har besøgt.

Turen har styrket interessen for andre nye udflugtsmål – fx Sydfyn/Tåsinge og Endelave, men som bekendt er flyvning jo ikke en helt billig hobby, og aktivitetsniveauet skal derfor også ses i en overordnet økonomisk prioritering.

Mathias har været uheldig at komme til skade med sin venstre storetå, som under leg kom i klemme under en dør. Resultatet er ikke kønt – en såret tå med blodunderløben og skadet negl. Hændelsen vil givetvis afstedkomme lidt praktiske problemer i den kommende uge, men Anne har med vanlig snarrådighed fremstillet et stykke skåne-fodtøj i form af en kondisko med bortskåret overlæder i forfoden.

Det var selvfølgelig uheldigt at det skulle ske, men når det endelig skulle være, er det trods alt et hensigtsmæssigt tidspunkt – med lunt og tørt vejr til den blottede tå. Og Mathias er jo nok ikke så ked af en gyldig fraværsgrund til idrætstimen 😉

Sensommer-aktiviteter

Den forløbne uge har atter budt på regnfuldt vejr, og med den snarlige afslutning af august måned trænger erkendelsen af denne sommers absolutte endeligt sig på.

Arbejdsmæssigt er det hektiske dage, da projektet gennemfører systemtest med kunden, som ikke tidligere har set systemet. Og som altid i sådanne situationer er der endnu meget, som ikke er færdigt – mest som følge af manglende leverancer fra eksterne parter.

I ugens musiktime optrådte Mathias solo med Phil Collins nummeret “A Groovy Kind of Love” på blokfløjte, og modtog bifald fra klassen og ros fra læreren. Sådan noget kan virkelig gøre forældrene stolte at høre!

Torsdag deltog jeg i personaleforeningens udmærkede golf-arragement på Smørum Golfcenter. For mit vedkommende blev det desværre en jammerlig omgang, som såede alvorlig tvivl om hvorvidt jeg nogensinde lærer at spille blot nogenlunde hæderlig golf. Til gengæld har jeg efterfølgende haft stor “glæde” af udfoldelsen i form af muskelsmerter i især ryg, skuldre og lænd.

I fredags havde familien planlagt en udflugt til Tivoli for at høre fredagsrock med gode, gamle Shu-bi-dua. Men regn og blæst kølnede opbakningen bag initiativet, og det endte med at Mathias i stedet overnattede hos en kammerat.

Min cykel, som for nylig var så uheldig at knække ventilen under en oppumpning, har nu fået ny slange på baghjulet. I formiddags foretog jeg en succesfuld prøvekørsel i form af en dejlig 25 km tur rundt om Sjælsø.

Axel Eitzen 50 år

Atter weekend. Vejret er fortsat ustadigt, blæsende og med tidvise regnbyer. Ikke de bedste udsigter for en snarlig flyvetur.

Energien rækker desværre kun til disse ugevise blog-updates for tiden, forhåbentlig kommer jeg snart tilbage i en bedre rutine.

Onsdagens tandlægebesøg – med udvidet tandrodsrensning mod min truende paradentose – har som vanligt givet ømhed i hele munden her et par dage efter.

Jeg har ibrugtaget en dejlig Nokia 3310 mobiltelefon, som jeg var så heldig at få foræret second-hand. Tusind tak til Charlotte og Henrik!

Anne er temmelig træt i dag, hvilket er forståeligt eftersom hun i går var til firmafest i Eitzen Group. Til lykke med de 50 år til CEO Axel Eitzen, som blev hyldet behørigt under festen.

Varm weekend

Weekend. Denne lørdag er varm og solrig – måske den sidste rigtige sommerdag i denne omgang? Udsigten for den kommende periode tyder på køligere og ustadigt vejr.

Hos naboen lægges der op til storstilet havefest med helstegt gris og gæster i hele haven. Mon ikke også vi får indirekte glæde af dette arrangement?

Ugen har budt på endnu en god flyvetur i OY-BTE, denne gang over Nordsjælland, hvor Mathias og jeg især fik undersøgt Farum by og Kronborg Slot fra oven.

Flyvesjov og -alvor

I går var Mathias og jeg på en rigtig fin flyvetur i OY-BTE. Vi fløj til Samsø, hvor vi gik en halvlang – og varm! – tur til Sælvigbugtens Camping for at få en is og kigge på vandet.

Det var trist og chokerende at erfare fredagens flystyrt i Køge Bugt, som gør 2004 til et sort rekordår med indtil videre 8 omkomne i ulykker med små privatfly.

For mig understreger det kun at flyvning er noget der skal tages absolut alvorligt, og at sikkerheden altid bør være i højsædet. Man kan naturligvis aldrig sikre sig helt mod ildebefindende mv. under flyvning, men som privatpilot kan de mest åbenlyse risici udelukkes ved kun at flyve i godt vejr og uden tidspres, at følge fornuftige rutiner, som sikrer at flyet er i orden og er tanket med rigeligt brændstof, samt at flyve fornuftigt og velovervejet.

På trods af de penge- og tidsmæssige omkostninger bør jeg derfor nok flyve noget mere for at oparbejde og fastholde rutinen.