Snarlig efterårsferie

Efteråret har for alvor holdt sit indtog. I næste uge holder vi efterårsferie – et kærkomment pusterum oven på lang tids ekstraordinær travlhed på arbejdet og lidt skrantende helbred. Vi har således alle i større eller mindre grad været ramt af ondt i halsen, efterårssnue og – især for mit vedkommende – en træls hoste som har bidt sig fast i ugevis skønt brug af inhalatorer mv.

I dag ville min svigermor Ellen være fyldt 81 år.

Lukketid for dansk velfærd

Faldt over denne udsendelse fra DR P1 med den tankevækkende – men efter min mening helt realistiske titel.

Udsendelsen er ganske vist lidt lang og med diskussion med lytterne mv., men pointerne fra debatøren, tidligere forskningschef i Rockwool Fonden, Gunnar Viby Mogensen, er meget præcise.

Et andet af dagens dystre udsagn – Industrien: Danmark er i frit fald – stammer fra DI’s Erhvervspolitiske Topmøde i København.

Efterår

Den sidste uge og weekend har fjernet enhver tvivl om at vi nu har fået efterår for fuld styrke. Storme og heldagsregn medvirker således hastigt til at fjerne de sidste glade minder om solskin, blå himmel og lune sommeraftener.

For at gøre efterårsindtrykket komplet, har jeg netop gennemlevet en kraftig omgang ondt i halsen og forkølelse, og Anne følger trop i disse dage.

Et lille lyspunkt var dog torsdagens kammerkoncert med det meget dygtige ensemble Arild Kvartetten, som spillede værker af Schumann, Hornemann og Brahms for en fyldt sal i Mantziusgården.

Dell reparation

Mathias’ 2½ år gamle Dell XPS M1530 laptop havde i ugens løb “spist” en DVD, og lavede højlydte, mekaniske “gylpe-lyde” for at komme af med den uønskede skive. Alle forsøg på softwarestyret og mekanisk hjælp (dvs. graven med diverse redskaber gennem DVD-sprækken) mislykkedes.

Skønt en vis skepsis kontaktede vi Dell teknisk support for at få løst problemet, og fik et tilbud på udskiftning af DVD-drev for ca. 2500 kr. (!). I forhold til denne høje pris besluttede vi at det var risikoen værd selv at forsøge os som reperatører, og fluks blev Dell’en skilt ad til mindste bestanddele, og det “syge” DVD-drev pillet ud.

Heldigvis foregik samlingen smertefrit, og alt fungerer nu som det skal. Efterfølgende har vi for under 400 kr. bestilt en ekstern, USB-tilsluttet Lite-On eTAU 108 DVD-brænder – lige til at have i computertasken, og Dell’en er således med en begrænset indsats blevet levetidsforlænget som fuldgyldig skolecomputer.

Skybrud

Lørdagens historisk kraftige skybrud over København og Nordsjælland, som gav omkring 100 mm regn på nogle få timer, har bevirket en delvis oversvømmelse i vores have.

Vandstanden i vores lille sø, som i forvejen var lettere forhøjet efter andre nylige regnskyl, er således steget med ca. 50 cm til over 60 cm over normalen. Indtil videre synker det dog hastigt igen – ca. 1 cm pr. 2 timer – nu håber vi bare ikke at den kommende nats regnvejr bliver alt for kraftigt.

Ellers er Mathias nu startet i 2.g og skal atter til at vænne sig til en hverdag med lektier.

Tillykke, Gunnar

Til lykke til min svigerfar Gunnar, som fylder 81 år i dag. Vi skal møde ham senere på ugen i forbindelse med en lille smuttur til Nordjylland.

Ellers gennemlever vi i disse dage alle kvalerne ved at komme tilbage på arbejde efter en lang (men alligevel alt for kort) sommerferie. Nogle påstår at man har langt mere energi og motivation efter ferien, men dette billede har vi svært ved at genkende.

Kontorstole

Vores veltjente kontorstole, som gennem tiden er erhvervet i forskellig stand og som overskud fra forskellige arbejdspladser, er efter års dagligt brug gået i forfald, og har fået forskellige trætheds- og slidskader, som berettiger til kassation.

Efter en grundig afsøgning af markedet har vi derfor i dag været ude og anskaffe 3 nye kontorstole af professionel kvalitet, i forventning om at de nye stole nu vil tjene os til fuld tilfredshed i mindst 10-15 år fremover.

Valget faldt på stole af mærket RBM, som virker gedigne og med alle tænkelige indstillingsmuligheder – foruden at vi blev præsenteret for konkrete, gode tilbud på disse stole.

Vi har således anskaffet 2 stk. RBM 566 og 1 stk. RBM 760. Den sidste er specielt ergonomisk med en meget lav ryg med god lændestøtte, og er tiltænkt mig. Jeg tilbringer jo virkelig mange timer siddende på kontorstole på arbejde såvel som herhjemme, og har enerkendt svaghed med at jeg bliver meget træt i ryggen, hvis ikke den fornødne lændestøtte er til stede.

Ellers nyder vi den sidste uge af sommerferien i fulde drag.

I går var jeg ude på en fin flyvetur til Lolland  Falster/Maribo flyveplads, hvor hjemturen gav fin mulighed for at studere Møns Klint fra luften.

Samtidig konstaterede jeg, at den lille nye håndholdte Dakota 20 GPS også fungerer fint i flyvesammenhæng.

WordPress 3.0

Har i dag opgraderet til WordPress 3.0 (dansk version). Installationen gik smertefrit og igen problemer er foreløbig konstateret. Jeg har ikke sat mig meget ind i hvilke nye faciliteter der tilbydes.

Samtidig kan jeg med glæde konstatere, at min lungebetændelse nu er hastigt aftagende. Det lægger jo et pres på os i den sidste uge, hvor alle de resterende ferie-gøremål skal ordnes, og vi mentalt skal ruste os til en genindtræden i arbejdslivet.

Rom

Sommerferiens første uge gik med en 5-dages tur til Rom, som vi i vor lille familie var blevet enige om kunne være et passende rejsemål for os som relativt uerfarne turister.

Og rejsen blev en fantastisk succes – med masser af oplevelser, godt familiemæssigt samvær og en tur hvor alt (eller næsten alt!) gik præcis som man kunne ønske.

Vi boede på HappyVillage & Camping som viste sig at være mere campingplads end hotel, men hvor vores faciliteter i form af 2 små airconditionerede bungalows/hytter viste sig at være ideelle, og gav mulighed for at sidde udendørs og nyde morgenmad, eftermiddagssnacks og take-away pizza.

På 3 dage nåede vi at opleve en stor del af de klassiske seværdigheder i Rom. Bevæbnet med bykort, “Turen går til Rom”, 7-dages billetter til alle offentlige transportmidler samt min nyanskaffede Garmin Dakota 20 GPS kom vi smertefrit rundt, og blev efterhånden helt fortrolige med metronet og regionaltog.

Først under hjemturen oplevede vi uregelmæssigheder, da flyet pga. utilstrækkeligt servicepersonale i Fiumicino-lufthavnen blev 1½-2 timer forsinket.

Desværre betød det sydeuropæiske klimae – med 35+ graders varme, afvekslende med iskolde, airkonditionerede rum, samt alle de tæt sammenstuvede menneskemasser i metroen – at jeg hjembragte en lungebetændelse, som jeg efterfølgende har kæmpet med, og som i beklagelig grad har lagt en dæmper på aktiviteterne i denne uge.

Sommerferie

Endelig kom den længe eftertragtede sommerferie! Nu står den på 3 ugers afslappet fritidstøj, friere døgnrytme, feriestemning og familiehygge.

Til en forestående storbyferie har jeg anskaffet en lille, lækker Garmin Dakota 20 håndholdt GPS med tilhørende Europakort.

Ellers har de foregående dage været præget af anskaffelse og installation af Willys nye bærbare PC og trådløse router.