Mathias’ 2½ år gamle Dell XPS M1530 laptop havde i ugens løb “spist” en DVD, og lavede højlydte, mekaniske “gylpe-lyde” for at komme af med den uønskede skive. Alle forsøg på softwarestyret og mekanisk hjælp (dvs. graven med diverse redskaber gennem DVD-sprækken) mislykkedes.
Skønt en vis skepsis kontaktede vi Dell teknisk support for at få løst problemet, og fik et tilbud på udskiftning af DVD-drev for ca. 2500 kr. (!). I forhold til denne høje pris besluttede vi at det var risikoen værd selv at forsøge os som reperatører, og fluks blev Dell’en skilt ad til mindste bestanddele, og det “syge” DVD-drev pillet ud.
Heldigvis foregik samlingen smertefrit, og alt fungerer nu som det skal. Efterfølgende har vi for under 400 kr. bestilt en ekstern, USB-tilsluttet Lite-On eTAU 108 DVD-brænder – lige til at have i computertasken, og Dell’en er således med en begrænset indsats blevet levetidsforlænget som fuldgyldig skolecomputer.