Rom

Sommerferiens første uge gik med en 5-dages tur til Rom, som vi i vor lille familie var blevet enige om kunne være et passende rejsemål for os som relativt uerfarne turister.

Og rejsen blev en fantastisk succes – med masser af oplevelser, godt familiemæssigt samvær og en tur hvor alt (eller næsten alt!) gik præcis som man kunne ønske.

Vi boede på HappyVillage & Camping som viste sig at være mere campingplads end hotel, men hvor vores faciliteter i form af 2 små airconditionerede bungalows/hytter viste sig at være ideelle, og gav mulighed for at sidde udendørs og nyde morgenmad, eftermiddagssnacks og take-away pizza.

På 3 dage nåede vi at opleve en stor del af de klassiske seværdigheder i Rom. Bevæbnet med bykort, “Turen går til Rom”, 7-dages billetter til alle offentlige transportmidler samt min nyanskaffede Garmin Dakota 20 GPS kom vi smertefrit rundt, og blev efterhånden helt fortrolige med metronet og regionaltog.

Først under hjemturen oplevede vi uregelmæssigheder, da flyet pga. utilstrækkeligt servicepersonale i Fiumicino-lufthavnen blev 1½-2 timer forsinket.

Desværre betød det sydeuropæiske klimae – med 35+ graders varme, afvekslende med iskolde, airkonditionerede rum, samt alle de tæt sammenstuvede menneskemasser i metroen – at jeg hjembragte en lungebetændelse, som jeg efterfølgende har kæmpet med, og som i beklagelig grad har lagt en dæmper på aktiviteterne i denne uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *