Godt nytår

Så er julen lykkeligt overstået. Det blev som ventet et par mindeværdige og hyggelige dage sammen med familien. Alle var positive, og det var dejligt at se Ellen og Gunnar her på trods af sygdom. Familiens børn blev rigeligt “begavet”. Mathias fik således næsten alt på sin ønskeseddel – plus en del mere.

De sidste dele til PC selvbyggerprojektet fandtes under juletræet: Sort Chenbro Gaming Bomb kabinet med siderude, 400 W Chill Innovation strømforsyning samt NorthQ blæsere med blå LEDs.

PC’en er nu blevet samlet og afprøvet, men endnu ikke rigtig ibrugtaget. Der har været en del problemer med at harddisken pludselig ikke kunne detekteres af BIOS’en.

Desuden er faderen gået i tænkeboks pga. støjgener fra grafikkortet. Der findes gode løsninger fra Zalman og Arctic Cooling, men problemet er at disse fysisk fylder for meget i forhold til den passive Zalman chipset-køler, der allerede er monteret, og som sidder ganske tæt på grafikkortet.

Snart oprinder nytårsaften – der høres allerede spredt skydning med fyrværkeri i kvarteret. Vi skal som vanligt fejre årsskiftet i al fredsommelighed hos os selv og med os selv. Umiddelbart efter midnat affyres vort beskedne familie-sortiment af fyrværkeri. Mathias har heldigvis stor respekt og en meget fornuftig indstilling til disse halvfarlige løjer.

Jeg vil hermed gerne ønske mine læsere et godt nytår 2006.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *