Koncert

Slut på en rolig weekend, som dog vejrmæssigt har udviklet sig til det meget blæsende. Den kommende arbejdsuge tegner til at blive hektisk som den foregående, da jeg stadig er beriget af 2-3 samtidige opgaver.

De første par julegaver er nu i hus, hvilket – på trods af at dette kun er starten – har stor symbolværdi.

I aften har jeg overværet en udmærket og velbesøgt julekoncert i Mantziusgården i Birkerød, hvor Birkerødkoret (heriblandt min far Willy) sammen med solister og kammerorkester opførte det sjældne værk: Jacub Jan Ryba – Tjekkisk Julemesse, samt en Julekantate af Weyse.

Musikinteresse

Skønt jeg opfatter mig som nogenlunde musikalsk, savner jeg evnen til udøve musik. Ud over passiv lytning kan jeg højst overkomme at nynne 2. stemmen eller klimte melodistemmen med en finger – og efter gehør.

I min barndom gik jeg til klaverspil, men formåede aldrig at bringe det til noget overbevisende niveau, ligesom min nodeforståelse kan ligge på et beskedent sted. Perioden med korsang forbedrede ikke dette væsentligt, da alt blev terpet og lært udenad.

Man kunne naturligvis starte forfra på klaverspillet, men dette virker som en høj barriere og en lang vej frem mod et brugbart niveau. Alting skal jo ses i rette sammenhæng, og ingen har mere end jeg selv respekt for min begrænsede evne til at fuldføre større og længerevarende initiativer.

Nogle siger at guitarspil er en lettere måde at komme i gang på, idet man med blot 3-4 gængse akkorder kan spille til mange populære sange. Jeg overvejer derfor om det vil være fornuftigt at kaste sig ud i dette og investere i en billig klassisk/spansk guitar samt et DVD-baseret begynderkursus.

Da julen kom til landet

I går aftes oplevede vi vores søn optræde på de skrå brædder. 5.b opførte skolekomedien “Da julen kom til landet” i 4 akter, hvor Mathias spillede finansministeren. Han klarede rollen fint med høj, klar stemme og tydeligt kropssprog.

Mathias har øvet ihærdigt i de forløbne uger, og var noget mærket af nerver inden forestillingen, men til alt held forløb alt 100% uden problemer. Efterfølgende – efter dagens 2 repriser – er han rigtig godt tilfreds med sig selv. Og forældrene er stolte.

De seneste par uger har arbejdsmæssigt været ualmindeligt hektiske, så det har desværre skortet gevaldigt med tid og energi til at blogge.

Ifølge kalenderen er vi nu i opløbet frem mod juleaften. Forhåbentlig får vi snart mere styr på denne begivenhed med dens ceremoniel af gaver, familiesammenkomster mv., men indtil videre “truer” julen kun fjernt i horisonten …

Trafikkaos

Kaos! Sådan kan man vist bedst beskrive morgenens trafiksituation efter snefaldet i nat- og morgentimerne. Jeg tilbragte således over 1½ time på de sne- og isglatte veje i et tempo, der bedst kan sammenlignes med skridtgang.

Oplevelsen var ucharmerende og problematisk, og banede vej for erkendelse af at – nu må vinterdækkene på!

Juleforestilling

Så kom vinteren! Sæsonens første sne er faldet og ligger nu som et tyndt, hvidt pudder. Her til eftermiddag er vejret koldt, klart og smukt.

I går var vi til forældre-lørdag med resten af 5.b, hvor der blev fremstillet kostumer, kulisser mv. til den nært forestående juleforestilling “Da julen kom til landet”, som 5.b skal opføre 30. november og 1. december. En rigtig god ide at gøre det til et klasseprojekt, hvor forældrene også kan inddrages.

Ellers har den mest stået på arbejde i weekenden – jeg ser frem til en hektisk uge med tilbudsarbejde.

Allerød solo

Allerød forsætter som selvstændig kommune. Dette er i dag besluttet enstemmigt i byrådet efter gårsdagens folkeafstemning. Afstemningsresultatet viste 71% for selvstændighed og 29% for sammenlægning med Hillerød. Man kunne have ønsket en højere stemmeprocent end 63,5% men resultatet er i det mindste klart og entydigt.

Et helt andet spørgsmål er om Allerød-borgernes beslutning var rigtig, og hvad konsekvenserne bliver i den nye kommunestruktur? Får vi lov at forblive selvstændige for indenrigsministeren? Det kan kun tiden vise …

Som ventet arbejder jeg hjemme i dag og passer på Mathias. Han er i hastig bedring – feberfri men med øm hals.

Kommune-afstemning

Mathias er blevet dårlig med feber og ondt i halsen – sikkert med en form for influenza. I dag har Anne taget tjansen med at passe ham hjemme, men de to kæmpede sig alligevel hen i skolen til dagens to musiktimer, hvor Mathias instuderede rap og keyboard-akkompagnement til teaterstykket, som 5.b snart skal opføre.

I morgen må det være min tur til at passe Mathias, så jeg planlægger med at arbejde hjemmefra. Weekenden og næste uge bliver givetvis hektiske, da jeg skal være udførende i et tilbudsarbejde med meget kort tidshorisont.

I dag var borgerne i Allerød Kommune til folkeafstemning om kommunens fremtid i relation til kommunalreformen. Valgmulighederne var en sammenlægning med Hillerød eller fortsat selvstændig status. Jeg stemte for selvstændighed, da jeg tror at Allerød vil “drukne” i sammenhæng med det meget større Hillerød, ligesom jeg tror det vil tendere til at gøre området mere marginalt i forhold til hovedstadsområdet.

Ole Osterhammel fra Farum, som er far til en af Mathias’ skolekammerater, har foreslået at Værløse, Farum og Allerød slår sig sammen. Dette var måske ikke så dårlig en ide, og der ville i givet fald være to andre kommuner til at bære den økonomiske byrde at hjælpe Farum på fode igen.

I det mindste kunne man måske håbe på at hvis Allerød-borgerne vælger selvstændighed kan der indledes forpligtende samarbejde med Farum med henblik på en evt. fremtidig sammenlægning, når indenrigsministeriet har fået styr på nabokommunens skrantende økonomi.

Den endelige afgørelse om Allerøds fremtid skal træffes på et ekstraordinært byrådsmøde i morgen, med udgangspunkt i valgresultatet.

Ridetur

Mathias og Anne har i dag være ude at ride. Det foregik i det smukkest tænkelige søndagsvejr hos en kollega med adgang til en snes Islænderheste og tilhørende rideudstyr, som havde indbudt til dette familiearrangement i Eitzen Group.

Efter hvad jeg har fået fortalt klarede Mathias rideturen i fin stil, mens Anne var blevet tildelt en hest som (også) havde et viltert temperament. Resultatet blev flere tilfælde af bagudrettede spark efter andre heste, samt en situation hvor Anne – i mangel på kontrol over dyret – skyndsomt valgte at forlade den udsatte position i sadlen. Efterfølgende har faldet givet en del ømhed i den ene side, specielt skulderen.

Alt i alt har det dog været en god oplevelse og et vellykket arrangement.

Ellers har weekenden stået på filmunderholdning i stor stil, idet vi har set “Scoopy-Doo 2” og “The Day After Tomorrow” på DVD og “Shrek 2” i Allerød Bio. Og om lidt kommer ugens episode af “Ørnen” i TV.

Holgers big-bang

I dag var jeg til IBM Rational Atlantic Launch, som var en produktlancering af en ny række værktøjer til systemudvikling. Arrangementet var som sådan nogle er flest – en ret overfladisk gennemgang af produkterne, krydret med “glat” salgssnak fra leverandøren.

Det underholdsningsmæssige højdepunkt var en gæsteoptræden af professor Holger Beck-Nielsen fra Niels Bohr Instituttet, som på en time – og i sin vanlige højtsnakkende, distræte og finurlige stil – forsøgte at delagtiggøre publikum i teoretisk højenergifysik (med fokus på elementarpartikler < 10-18 m), kvantemekanik, superstrengsteori, big-bang og meget, meget mere.

Vi har netop været til forældrekonsultation med 4 af Mathias’ lærere. De tegnede et entydigt positivt billede af ham – såvel fagligt som socialt, og der blev sågar anvendt udtryk som “mønsterelev” og “præmieelev”. Sådan noget kan virkelig gøre et par gamle forældre stolte!