Det er hvad Monnas og Willys tidligere hjem i Røglevænget nu helt bogstaveligt er blevet destilleret ned til. Rødvinen, med et foto af huset på etiketten, er fra ejendomsmægleren, og flyttekasserne befinder sig på et lagerhotel.
I dag har vi overdraget huset til de nye ejere – efter en behagelig kort, men meget hektisk salgsproces. Huset nåede kun at være til salg i godt 50 dage, før vi i de sidste dage af maj skrev under på en købsaftale, der gav køber dispositionsret allerede fra 15. juni.
Og så kan det ellers nok være at vi fik travlt med at afvikle det tomme, men stadig fuldt møblerede hjem. Ud over en del hårdt slid har udflytningen også for mit vedkommende været en følelsesmæssig proces, idet konfrontationen med alle ejendelene efter mine forældre både har givet masser af minder, men også svære overvejelser om hvad der burde bevares.
Men nu er det overstået, og vi kan fokusere på den resterende del af bobehandlingen. Nå ja, og så måske også om den del af vores tilværelse, som ikke har med Willys bortgang at gøre 😉