Anne og jeg er netop kommet hjem fra en dejlig 7-dages påskeferie på Lanzarote, hvor vi har fået slappet af og nydt lidt sol, som med de omkring 20 grader var en slags forvarsel om den gode forårs- og sommerperiode, der forhåbentlig venter herhjemme.
Vi boede i en udmærket 2-værelses lejlighed i resortet Apartementos Playa Club i turistbyen Puerto del Carmen, og fik hurtigt smag for ferielivet, bestående af gåture på strandpromenaden Avenida de las Playas, små udflugter til andre seværdigheder, hyppige pitstop i restauranter og barer og indkøbsture i de lokale supermarkeder.
Turen var fin, men måske knapt så velforberedt som vi plejer – der har jo været en del om ørerne, herunder diskutabelt helbred med dårlig ryg mv.