I den forløbne weekend, 27.-28. august, var det tid for den længe imødesete, 2-årlige tilbagevendende højdepunkt for lokale flyentusiaster – Roskilde Airshow 2011.
Desværre blev arrangementet offer for denne “sommer”s ekstrem-vejr, idet lørdagens program simpelthen regnede væk, og måtte aflyses.
Søndag var vejret mere nådigt, jeg var selv til stede – mens min svigerfar var mindre tryg ved vejrsituationen, og bakkede ud – så showet kunne gennemføres med kun en enkelt kraftig 15-minutters byge som ufrivillig afbrydelse.
Det var som altid en god oplevelse at opleve duften af jetbrændstof, gamle “warbirds” – Spitfire, Mustang, Harvard, JU-52, C-47 – samt de “obligatoriske” museumsfly fra Stauning – KZ, Chipmunk, m.fl. – ud over et bredt udsnit af rutefly, kunstflyvere, helikoptere, UL-fly, svævefly, modelfly etc.
Men alligevel hang der en atmosfære af ikke-helt-vellykket-arrangement over dagen. Alene det faktum, at parkeringsarealerne var oversvømmede, selve opvisningsområdet indbød til brug af gummistøvler, og der mødte højst 6.000 gæster frem – mod normalt 20.000-25.000 på to dage – indikerede, at der ikke var tale om en ubetinget succes.
Jeg håber inderligt at denne bét ikke har frataget arrangørerne muligheden eller lysten til at videreføre den gode tradition til almen fremme for interessen og kendskabet til flyvning, så vi igen kan nyde et storstilet airshow i august 2013.