Musikken i mit liv

Den ovenstående titel kunne antyde, at musik har været et gennemgående og væsentligt tema i mit liv – eller måske at jeg skulle være en notabilitet, eller blot nogenlunde talentfuld udøver af kunstarten.

Dette er desværre ingenlunde tilfældet.

Hvad der derimod gemmer sig bag titlen er en beslutning om, at jeg fremover vil gå efter at udleve en spirende musikinteresse. Den har slumret i årtier. I bund og grund opfatter jeg mig selv som musikalsk, men har hidtil ikke formået at gøre noget ved dette.

Indtil december 2004, hvor jeg anskaffede mig en klassisk/spansk guitar. Jeg gik til guitarundervisning på Den Rytmiske Aftenskole i en halv sæson, og modtager nu privat guitarundervisning. Senest har jeg anskaffet en dejlig Martin DM westernguitar.

Jeg arbejder med at blive bedre – det gør jeg … bare spørg min familie! Men det store talent ligger fortsat i dvale. Alligevel er jeg glad for i det mindste at være kommet i gang med musikken – at være i indgreb.

Min tilgang til tingene er overvejende teoretisk. Anne kan bevidne at jeg generelt ikke er nogen stor praktiker. Derfor har jeg også kastet mig over musikteorien med stor ildhu. Men at tilegne sig kirketonearter, funktionsharmonisk analyse, tritonus-substitution, 7b5-, 9-, 11-, maj-, dim- og aug-akkorder – og hvad det altsammen hedder – er alligevel en pænt stor mundfuld for en, som knapt nok kan læse noder.

Så ønsk mig held og lykke i min videre musikalske fremfærd – jeg får brug for det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *