Arbejdspres

Så sluttede en meget hektisk uge med en pæn del overarbejde – 54 timer registreret arbejdstid – foruden ledsagende stress og frustrationer. Heldigvis blev leverancen vellykket, og denne rolige weekend har gjort sit til at normalisere sindsstemning og familieliv.

Efterårsvejret er smukt og indbydende, og dagens løbetur i Ravnsholt Skov var en ren fornøjelse.

Tirsdagens forældrekonsultation på Marie Kruses Skole var en positiv oplevelse, hvor 6 af Mathias’ lærere tegnede et konsistent billede af ham som dygtig og arbejdsom, demokratisk og en god kammerat, samt først og fremmest – og i modsætning til visse andre – i stand til at opføre sig ordentligt i timerne.

Mathias er lidt tynget af arbejdspresset i 6. klasse, som aktuelt byder på læsning af en 500-siders bog på 4 uger, projektopgave i dansk, hyppige prøver, samt en god del dagligt læsestof og opgaver i næsten alle fag.

Hans keyboard-spil går hastigt fremad, senest gælder det “Højt fra træets grønne top” som nu skal indøves.

Det står efterhånden klart at Mathias’ PC – trods forskellige opgraderinger – ikke længere lever op til de høje krav, som nutidens hårdt pumpede computerspil stiller. Jeg er derfor ved at samle informationer (og mental styrke!) med henblik på et snarligt selvbygger-projekt. Ideen er at de forskellige stykker hardware skal anskaffes gennem julemåneden, og præsenteres som en slags advents-kalendergaver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *