Påskeferie

Endelig påskeferie! Skønt med udsigten til 10 fridage med uafbrudt familiært samvær. Vejret er ikke i sit bedste lune, men det skal nu ikke få lov at spolere påskeglæden.

Guderne skal vide, at der er god brug for nogle fridage efter en ualmindeligt anstrengende periode på arbejdet. Den sidste uge bragte meddelelsen om at vores projektleder – som den anden i løbet af et år – har valgt at sige op. Dermed er omkring 10 kolleger, med tilknytning til det pågældende projekt, ude af Capgemini.

Planerne for påskeferien er afslappede og ikke specielt ambitiøse. I morgen skal vi leje en havetromle og prøve at få græsplænen gjort nogenlunde plan. Sidst på ugen tager vi måske til Nordjylland og bor i sommerhus ved Samtum Strand i et par dage. Det bliver sikkert småkoldt – men hyggeligt – og så får vi også lejlighed til at besøge min svigerfar Gunnar, som blev alene for nylig.

Guitarspillet går langsomt, men sikkert fremad. For tiden indøver jeg preludiet til Bachs cello suite no. 1, samt et par gamle Eric Clapton numre fra Cream-perioden. Jeg flirter lidt med tanken om at anskaffe en el-guitar – af mærket Squier Strat og med en Fender G-DEC forstærker. Men nu må vi se om det kan bevilges …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *