Tillykke, Anne

I dag har vi fejret Annes fødselsdag på hyggelig vis med små gaver og god mad.

Mathias starter nu sin vinterferie, som forhåbentlig vil blive dedikeret til den forestående større opgave i almen studieforberedelse, samt repetition og opgaveregning i fysik.

Der bliver ingen skitur i år, men som et lille plaster på såret holder Anne og jeg et par forlængede weekender i tilknytning til den kommende uge.

Der er noget galt i Danmark

Morten Messerschmidt (DF) spidder i sit blog-indlæg Fri mig for jeres lighedsvelfærd utrolig præcist vores kolos af et velfærdssamfund.

Et velfærdssamfund, hvor over halvdelen af befolkningen forsørges af det offentlige, mens venstrefløjen stadig ser sig selv som korsfarere, der kæmper for stadig mere “lighed”. Et velfærdssamfund, hvor enhver der ikke vil selv, ynkes af samfundet, mens de virkelig svage er dem, som arbejder hårdt, klarer sig selv og passer på sin familie, men som gang på gang ser sig forfulgt og plukket i form af nye skatter og afgifter,  indført af samfundet i den hellige “ligheds” navn.

Messerschmidt slutter med at konkludere, at ikke kun økonomien, men hele den danske samfundsmoral kræver reformer. Hvor har han ret!

2012 start i fuld fart

Så gik den første uge af 2012.

Da vi har haft en rigtig arbejdsgiver-jul i år, var den første arbejdsuge en lang 5-dages uge. Grundet ekstraordinær travlhed på arbejdet, har der oven i købet været 2-3 dage med aften-/nattearbejde. I morgen søndag skal jeg hente Willy hjem fra sin juleferie i Ebeltoft.

Alt i alt synes erindringen om en afslappende juleferie allerede fjern, og smuldrer hastigt dag for dag.

Farvel til 2011

Så nåede vi til afslutningen af året med 2011 med ny regering, økonomisk krise og alle de øvrige udfordringer, vi kender så godt.

Julen gik som juler nu engang skal gå, men en blanding af hektiske sidste-øjebliks forberedelser, boende gæster, spiseri og atter spiseri, efterfulgt af en stressende myriade af madrester – og egentlig meget begrænset tid til at slappe af og nyde det, der burde være en fredfyldt højtid.

Men nu er den vel overstået, og vi nyder de sidste af de få, men eftertragtede fridage i denne arbejdsgiver-jul.

Mathias holder nytårsaften med klassekammeraterne i år, så vi to gamle sidder alene og holder i hånd.

Herfra skal lyde et fuldtonet: Godt nytår!

SRP

Mathias har i dag afleveret sit 3.g studieretningsprojekt, som på små 30 sider belyser sygdommen kolera ud fra en biologisk og historisk synsvinkel.

Dermed slutter en hektisk 2-ugers periode, hvor den unge mand har prøvet kræfter med en større, selvstændig opgaveløsning med realistisk indblik i informationssøgning, strukturering, skrivning og den uundgåelige opløbsfase med frustrationer, tidnød, logistiske udfordringer mv.

Vi to gamle har været henvist til en ængstelig plads på sidelinien – uden aktiv medvirken, men med mulighed for at komme med et praktisk hint i ny og næ 😉

Hvornår brister boblen?

I disse dage, hvor den nye røde regering stolt fremlægger finanslovsforslag med skatte- og afgiftsstigninger for 5 milliarder, og hvor Enhedslisten til gengæld modtager milde gaver på vegne af arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og andre grupper af subsidiemodtagere, er det beskæmmende hvordan danskerne tilsynedladende bekymringsløst tror, at vi blot kan blive ved med at kræve ind gennem udbygning af verdens dyreste velfærdssamfund.

I sit blogindlæg “Hvornår brister boblen?” påviser samfundsforsker og professor Peder Nedergaard et desparat behov for reformer i Danmark, så vi med en offentlig gæld på 100 milliarder ikke skal komme til at dele skæbne med de sydeuropæiske økonomier, der på stribe kommer i alvorlige vanskeligheder.

Det er tankevækkende at der ifølge blogindlægget nu er 2.049.000 danskere på offentlige forsørgelsesydelser, herunder:

  • 91.000 danskere på dagpenge
  • 76.000 på kontanthjælp
  • 247.000 får førtidspension
  • 115.000 er på efterløn
  • 68.000 på sygedagpenge
  • 941.000 er på folkepension
  • 262.000 modtager SU

Herudover er  92.000 i beskæftigelse med offentlige løntilskud. Til sammenligning er 2.677.000 er beskæftiget på det ordinære arbejsmarked, dvs. uden offentlige løntilskud, og af disse er omkring 760.000 offentligt ansat.

Alt i alt kommer man frem til at under 2 millioner privat ansatte skal brødføde næsten 3 millioner, som lever af de offentlige kasser. Dette er et fuldstændig uholdbart misforhold, som vi som danskere hverken kan byde os selv, vore børn eller børnebørn!

Gøres der ikke gennem reformer noget ekstraordinært for at ændre dette forhold, vil det kun blive endnu værre i takt med den demografiske udvikling, hvor der kun er 4 der går ind på arbejdsmarkedet hver gang der er 5 der forlader det. Og de mange ældre vil betyde endnu flere på overførselsindkomster og et øget behov for udgiftskrævende sundhedsvæsen.

Og hvad gør regeringen i denne situation?

  • Lægger afgifter på “usunde” fødevarer, trykte reklameaviser mv., som vil ramme de tilsvarende brancher, og give formindsket omsætning (i hvert fald nord for grænsen) i stedet for det modsatte
  • Begrænser og lægger ekstra skat på pensionsopsparing, så tilliden til pensionsreglerne får endnu et hak nedad og incitamentet for at kunne forsørge sig selv i alderdommen formindskes
  • Fjerner skattefriheden for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, så færre selv vil kunne bekoste behandling på private hospitaler mv. (men til gengæld for vi lige adgang til sundhedsvæsenet!)

Man skal vist være socialist for at kunne forstå logikken i dette. Den eneste sejr må vist (ud over Enhedslisten) tilfalde janteloven og den mindste fællesnævner!

Havearbejde og kabelbrud

Efter årelangt tilløb har vi entreret med en anlægsgartner om at få fjernet de uskønne bjergfyr ud mod vejen og i stedet få plantet en bøgehæk. Ved samme lejlighed blev 8 træer i naboskel mod syd fældet, så vi fremover kan få mere sol på terrassen.

Men ak! Under rodfræsningen, som jeg overværede i bekymring for YouSee antennekablet, nedgravet af mig selv for år tilbage, blev vort TDC telefonkabel i stedet revet over. Så nu kan vi se frem til en periode med død telefon og ADSL samt et fremtidigt intermezzo med gravesjak fra TDC.

Og dagens bekymringer er ikke slut endnu – om lidt fremlægger regeringen sit finanslovudspil.

Tillykke, Willy

Til lykke til Willy, som i dag fylder 84 år. Vi har som vanligt fejret dagen med en lille middag på Drejøvej, hvor gode, men simple middagsretter for tiden er i fokus – i lørdags skipperlabskovs, i dag hjerter i flødesovs.

Også traditionen tro med hyppige besøg af Halloween-udklædte børn, der med udsagnet “Gys eller guf!” forventer indkassering af slik i de medbragte poser og bøtter. Konfronteret med betingelsen: “Så vil vi først have noget gys!” afslører børnene en vis rådvildhed – måske et tegn på en ny generation af borgere i velfærdssamfundet, der selvsikkert kræver opfyldelse af rettigheder uden tanke for de medfølgende pligter?

31. oktober var samtidig første dag efter weekendens omstilling til vintertid. Desuden en tankevækkende og bekymrende markering af at jordens befolkning nu har passeret 7 milliarder. I løbet af mine ca. 50 år er befolkningstallet dermed vokset med 133% fra omkring 3 milliarder.

25426

Således lød nummeret, som Mathias trak på dagens session – eller som det hedder nutildags, Forsvarets Dag – på Høvelte kaserne.

Dermed styrede han med stor margin udenom at blive indkaldt til værnepligt efter vel gennemført studentereksamen. Grænsen for MÅSKE at blive indkaldt var omkring 4000 – et forhold, der utvivlsomt kan forklares med det store antal frivillige rekrutter.

I stedet kan han nu med tryghed nyde resten af efterårsferien.