I disse dage, hvor den nye røde regering stolt fremlægger finanslovsforslag med skatte- og afgiftsstigninger for 5 milliarder, og hvor Enhedslisten til gengæld modtager milde gaver på vegne af arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og andre grupper af subsidiemodtagere, er det beskæmmende hvordan danskerne tilsynedladende bekymringsløst tror, at vi blot kan blive ved med at kræve ind gennem udbygning af verdens dyreste velfærdssamfund.
I sit blogindlæg “Hvornår brister boblen?” påviser samfundsforsker og professor Peder Nedergaard et desparat behov for reformer i Danmark, så vi med en offentlig gæld på 100 milliarder ikke skal komme til at dele skæbne med de sydeuropæiske økonomier, der på stribe kommer i alvorlige vanskeligheder.
Det er tankevækkende at der ifølge blogindlægget nu er 2.049.000 danskere på offentlige forsørgelsesydelser, herunder:
- 91.000 danskere på dagpenge
- 76.000 på kontanthjælp
- 247.000 får førtidspension
- 115.000 er på efterløn
- 68.000 på sygedagpenge
- 941.000 er på folkepension
- 262.000 modtager SU
Herudover er 92.000 i beskæftigelse med offentlige løntilskud. Til sammenligning er 2.677.000 er beskæftiget på det ordinære arbejsmarked, dvs. uden offentlige løntilskud, og af disse er omkring 760.000 offentligt ansat.
Alt i alt kommer man frem til at under 2 millioner privat ansatte skal brødføde næsten 3 millioner, som lever af de offentlige kasser. Dette er et fuldstændig uholdbart misforhold, som vi som danskere hverken kan byde os selv, vore børn eller børnebørn!
Gøres der ikke gennem reformer noget ekstraordinært for at ændre dette forhold, vil det kun blive endnu værre i takt med den demografiske udvikling, hvor der kun er 4 der går ind på arbejdsmarkedet hver gang der er 5 der forlader det. Og de mange ældre vil betyde endnu flere på overførselsindkomster og et øget behov for udgiftskrævende sundhedsvæsen.
Og hvad gør regeringen i denne situation?
- Lægger afgifter på “usunde” fødevarer, trykte reklameaviser mv., som vil ramme de tilsvarende brancher, og give formindsket omsætning (i hvert fald nord for grænsen) i stedet for det modsatte
- Begrænser og lægger ekstra skat på pensionsopsparing, så tilliden til pensionsreglerne får endnu et hak nedad og incitamentet for at kunne forsørge sig selv i alderdommen formindskes
- Fjerner skattefriheden for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, så færre selv vil kunne bekoste behandling på private hospitaler mv. (men til gengæld for vi lige adgang til sundhedsvæsenet!)
Man skal vist være socialist for at kunne forstå logikken i dette. Den eneste sejr må vist (ud over Enhedslisten) tilfalde janteloven og den mindste fællesnævner!