Tillykke, Willy

Til lykke til Willy, som i dag fylder halvrundt – 85 år.

Willy er blevet fejret behørigt af personale og øvrige beboere på Engholm. Vi har besøgt ham til aften og sammen gennemgået en betydelig mængde fødselsdagskort og -breve.

På lørdag afholder vi en lille reception i Willys lejlighed for nærmeste familie og venner.

Vintertid

Med weekendens overgang til vintertid og sæsonens første nattefrost står det nu klart, at vi for alvor er på vej ind i den kolde og mørke tid.

Som forberedelse til den kommende vinter bød weekenden også på skift fra sommerdæk til vinterdæk på alle 3 biler, så vi i det mindste er vel rustet med hensyn til trafiksikkerhed.

For en uge siden sluttede efterårsferien, hvor Mathias fik et velfortjent hvil fra studierne og de to gamle havde en skøn miniferie på Hindsgavl Slot ved Middelfart.

En på alle måder vellykket tur med udflugter til Odense og Flensborg, flotte naturoplevelser i slottets park og dyrehave og et helt enestående efterårsvejr, som kulminerede med temperaturer op imod 20 grader.

Lidt af stemningen fra opholdet på Hindsgavl er samlet i det nedenstående fotoalbum.

Hindsgavl oktober 2012

Nye tider

Så kom 1. september, og dermed er starten gået til Mathias’ nye tilværelse som ingeniørstuderende på DTU, Diplom IT linien, som starter på mandag. I den forløbne uge har han fået en forsmag på studielivet i form af en 4-dages hæsblæsende rustur, som efter alt at dømme har været både hård og fornøjelig.

Netop i dag har Mathias også modtaget eksamensbeviset fra Niels Brock, som bevidner at suppleringskurset i matematik A, som han gennemførte i sommerferien, er bestået med topkarakterer.

I dag starter også en ny periode for Willy, idet han nu er flyttet ind i sin egen plejebolig. Læs mere herom på Willys blog.

Ellers kan man godt fornemme på vejret, at sommeren nu går på hæld og vi er gået ind i den første efterårsmåned.

Studieplads

I dag har Mathias – ligesom 60.000 andre uddannelsessøgende – med spænding modtaget det længe ventede brev om optagelse på en videregående uddannelse.

Han har således fået tilbudt en studieplads på sit 1. prioritet ønskestudie – DTU Diplomingeniør IT, med studiestart 3. september.

I sandhed en glædens dag i det lille hjem 🙂 Nu skal vi bare have overstået det igangværende GSK suppleringskursus i matematik B til A, så Mathias kan fokusere på ingeniørstudierne.

Et samfund der vælter sig i sin egen banalitet

Dette er titlen på et nyligt blogindlæg af samfundsrevseren Anna Sophia Hermansen.

Her udstiller hun på bedste vis danskernes optagethed af ligegyldige realityshows som Paradise Hotel og tvivlsomme talentshows som X Factor – tilsyneladende populære, fordi det brede publikum kan identificere sig med de selvoptagede medvirkende i deres middelmådighed – eller ligefrem dumhed.

Derimod kniber det mere for gennemsnitsdanskeren at engagere sig i mere dybsindige spørgsmål om krisetider, velfærdssamfundet, der har levet over evne, globalisering og Danmarks vigende plads i verdensøkonomien. Her bobler Facebook ikke over af ivrige “synes om” kommentarer, ligesom fagfolk indenfor disse områder ikke nærmest pr. automatik kan forvente at blive populære kendisser.

Man kan næsten mene at danskerne i deres forkælede dekadence fortjener en gedigen nedtur, som kunne fungere som et nødvendigt wake-up call.

Matematik B til A

Efter at perlerækken af studenterfester er ebbet ud, har Mathias holdt en uges velfortjent ferie.

Men nu bøgerne atter kommet i fokus, da han for at komme ind på ønskestudiet skal have opgraderet sin studentereksamen i matematik fra niveau B til A. Dette sker på et 4-ugers sommerkursus på Niels Brock . En respektindgydende og krævende udfordring, med matematik fra 8.30 til 15.30 i 5 dage om ugen med efterfølgende lektielæsning og opgaveløsning om aftenen.

Vi ønsker Mathias held og lykke med denne dåd, og ser frem til medio august, hvor han atter kan holde et par ugers ferie inden start på universitetet.

Translokation

Med dagens translokation fra Allerød Gymnasium er Mathias’ erhvervelse af sin studentereksamen og afskeden med gymnasietiden fuldbyrdet.

Arrangementet på AG var festligt og stemningsfuldt, hvor højdepunkterne – ud over selve overrækkelsen af eksamensbeviser – var rektor Kirsten Schiellerups flotte tale, en humørfyldt optræden af skolens lærerband, samt koret af 1. og 2. g’ere, som sang den rørende afsked “Den allersidste sang …”.

Den efterfølgende tur med studentervogn startede i fin stil, med højt humør, og under afgivelse af behørig larm. Først den traditionsrige dans rundt om springvandet “Øen” i Allerød bymidte, dernæst rundturen til alle 27 klassekammeraters hjem. Men samtidig var et gedigent uvejr startet – som dog heldigvis ikke blev til skybrud, som i andre dele af landet …

Vi lå som nr. 3, og dermed tidligt på ruten, og de unge mennesker var endnu sultne, energiske og forholdsvis ædru. Regnvejret, som toppede netop på dette tidspunkt, var selvfølgelig lidt ærgerligt for alle parter, men ødelagde heldigvis ikke vores arrangement, som foregik i det nyligt anskaffede 32 kvm partytelt.

Senere faldt gejsten dog efter sigende noget blandt de  unge mennesker på grund af det langvarige og våde ophold på lastbilens kun delvist overdækkede lad. Rundturen sluttede med 1½ times forsinkelse ved 23-tiden, og Mathias var hjemme klokken 2.

De festlige dage omkring studentereksamen er foreviget i det nedenstående fotoalbum.

Mathias student

Mathias student

Kæmpestort tillykke til Mathias, som i dag er blevet udklækket som student fra Allerød Gymnasium. Dermed er frugterne høstet af de 3 års gymnasietid – som bare er spurtet afsted. Forældrene er lettede og behørigt stolte 🙂

Sidste eksamen var mundtlig dansk, meget langt fra et præference-fag, men Mathias fik – trods en knudret tekst med “gammelt” sprog – en hæderlig karakter, og kan nu glæde sig over et rigtig fint samlet eksamensresultat.

Nu står resten af ugen på fester, translokation og studentervogn, og mon ikke også der bliver nogle festlige indslag i næste uge.

Herefter melder den alvorlige hverdag sig igen, idet Mathias har valgt at læse gymnasial supplering i matematik fra niveau B til A som sommerkursus i juli og august på Niels Brock i København.

Dernæst bliver det spændende om han starter på en videregående uddannelse …