Denne weekend har frembudt utrolig flot sommervejr med temperaturer godt over 20 grader – uagtet at kalenderen nu siger efterår.
Jeg har måttet “ned med nakken” med en omgang ondt i halsen, snue og andre ubehageligheder i et par dage, men nu går det heldigvis stærkt fremad igen – omend den medfølgende træthed endnu ikke har fortaget sig.
En løbetur på 30 minutter er det blevet til i dag – blot som et lille plaster på samvittigheden, men der er godt nok langt op til den halve times motion om dagen, som angiveligt skulle kunne forlænge livet med adskillige år.
Vi er så småt ved at ruste os til at Mathias skal på lejrskole til Ribe om en uge. Det bliver givetvis en god tur med 5 dage spækket af oplevelser, men samtidig et ordentligt kvantespring imod selvstændighed – især for de bekymrede forældre!
Jeg er så småt begyndt at repetere flyveregler og nødprocedurer. Dette er med henblik på den to-årlige instruktørtime, jeg snart skal tage for at beholde certifikatrettigheden. Jeg har frist frem til 31. oktober, men vil helst have overstået instruktørtimen i september, mens vejret endnu er godt.