Vi mindes min far Willy Kok, som blev født 31. oktober 1927, og dermed ville være blevet 90 år i dag. Han døde 28. januar 2015, og fik da fred efter en svær og uværdig sygdomsperiode, hvor vi heldigvis kunne være meget sammen til fælles støtte.
Mine forældre, og især Willy, var i perioder ret optaget af slægtsforskning – både på Kok-siden, men især Vierø-slægten på min mor Monnas side, som kan spores tilbage til den lille ø Vierø i Odense Fjord i starten af 1800-tallet. Efter Willys død i 2015, samt en “karensperiode” på et par år herefter, gik jeg i starten af indeværende år selv i gang med slægtsforskning – idet jeg jo var priviligeret med en større mængde noter mv. fra Willy. I perioder arbejder jeg intenst med dette, og til andre tider holder jeg pause, men jeg er i hvert fald blevet “bidt” af denne tidskrævende hobby.
For tiden dykker jeg ned i detaljerne omkring slægtens bosættelse på Vierø og det videre udspring herfra, med en kulmination i 1905, hvor 23 navngivne personer fra slægten fik Kongelig bevilling af Christian IX til at føre familienavnet Vierø, som sidenhen har spredt sig vidt ud gennem generationer. Vi besøgte for nylig Vierø – som nu hedder Vigerø, og har været landfast med Fyn ved inddæmning siden 1870’erne – og fik dermed et meget konkret forhold til stedet, skønt den fædrende gård desværre ikke findes mere.
Selv om slægtsforskning er blevet min egen hobby føler jeg også at jeg dermed viser en respekt for mine forældre ved at videreføre det initiativ, som de brændte for, men ikke havde de samme muligheder (i form af online-søgning efter arkivalier mv.) som jeg for at fuldføre.