I dag solgte jeg mit gamle hi-fi anlæg, bestående af en Densen Beat B-100 forstærker og to Audiovector M3 Super MKII højttalere, via Den Blå Avis. Udstyret var indkøbt i 2001 for en mindre formue, men jeg må indrømme at det aldrig er blevet brugt særlig meget, og dermed heller ikke har fået den respekt det fortjente.
Interessen for musikanlæg har ellers for mit vedkommende været lidt af en æra, idet den strækker sig helt tilbage til teenageårene i midten af 1970’erne, hvor jeg først via musikmesser og produktdemonstrationer i byens radio og TV-forretninger, og sidenhen gennem medlemskab i Aalborg Hi-fi Klub fik den dydfølte interesse, nærmest ærefrygt, for hi-fi udstyr og seriøs lytning til musik.
Interessen fik dengang yderligere næring gennem hyppige besøg på Jomfru Ane Gades diskoteker, hvor kæmpeanlæg nærmest fysisk pumpede datidens funk- og diskorytmer ind i kroppen.
Nogle selvbyggerprojekter og anskaffelse af forskelligt brugt og nyt udstyr er det blevet til gennem tiden, selv om jeg dog aldrig har ofret 100.000-vis af kroner på hobbyen som andre, jeg har kendt. Min Anne har heldigvis været en sund og fornuftig modvægt til mit nørderi på området, idet hun altid har delt min glæde ved god musik, men aldrig kunne forstå, hvorfor jeg skulle spille så højt 🙂
Nu er vi gået ind i en ny tidsalder gennem anskaffelse af Sonos-udstyr til trådløs streaming af musik i hele stueetagen, styret fra iPads og andre mobile enheder. Utrolig smart og bekvemt, diskret placeret, og så lyder det ganske godt – selv om jeg godt ved at enhver hi-fi entusiast vil rynke på næsen af dette valg. Men pyt med det, for dette musikudstyr passer perfekt til vores temperament.