I dag ville min kære far Willy være fyldt 88 år. Han døde tidligere i år, den 28. januar, efter en 2½ år lang og ydmygende sygdomsperiode, hvor han efter en stor hjerneblødning var delvist lammet, hæmmet i forståelse og brug af tale, lænket til en kørestol, og helt afhængig af daglig pleje.
Det var en hård tid for os alle, og i vores lille familie levede vi i den grad med Willys skæbne gennem de daglige besøg på Engholm Plejecenter, hvor han boede. Specielt hårdt når man betænker, hvor aktiv og udadvendt Willy var i sine velmagtsdage. Men paradoksalt nok var Willy nok den, der tog sin skæbne med den største og mest ophøjede ro.
Dette kalder på en stor respekt for menneskelig værdighed og tapperhed – et mønster, vi helt og fuldt genkender fra min svigermor Ellen, som døde i 2006 og min mor Monna, som døde i 1996. Alle har de udvist en helt ekstraordinær accept og afklarethed overfor deres respektive situationer.
Det er svært at vide hvordan man selv vil reagere, når enden af livstråden er i sigte. Måske opdager man det aldrig fordi tråden pludselig bliver kappet – måske er der så meget “kluddermor” i livstråden, at man vil være glad for at finde enden – eller måske vil man være smerteligt bevidst om sin skæbne og imødese det ukendte med gru.
Vi ved det ikke, men vil i denne stund mindes vores bortfaldne kære.