CDIO-projekt

Nu starter sommerferien for Mathias, som dermed kan slappe af i adskillige uger før 5. semester på DTU Diplom IT påbegyndes.

De sidste mange uger har han, sammen med resten af sin gruppe, haft drønende travlt med at færdiggøre 4. semesters tværfaglige CDIO-projekt, en selvkonstrueret LEGO-robot, som pr. kravspecifikation skulle kunne indsamle bordtennisbolde på en bane, og skyde disse i mål hurtigst muligt, men uden diskvalificerende fejl.

Alt software, både i selve robotten og den tilhørende PC, er udviklet af gruppen. Mathias har stået for styring af det topmonterede webcam samt billedanalysen til bestemmelse af position og orientering af bane, robot, bolde og forhindringer. Disse informationer er  input til det efterfølgende programmel til ruteberegning, bluetooth-kommunikation og omsætning af kommandoer til fysisk bevægelse af robotten.

Som led i fremlæggelsen af projektresultatet blev der afholdt en konkurrence mellem de i alt 10 grupper, og Mathias’ gruppe opnåede en flot 2. plads.

På videoen nedenfor kan man se hvordan robotten systematisk indsamler bolde og scorer mål – man kan næsten fornemme, hvordan alle de kloge linier Java-kode arbejder på højtryk mellem hver velovervejet bevægelse.

Mod slutningen bliver robottens adfærd lidt mindre overbevisende. Mathias forklarer, at dette ikke skyldes udmattelse i materiel eller programmel, men derimod indfaldende sollys, som forstyrrer billedbehandlingen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *