Studenter-albue

Jeg er netop kommet mig efter et par uger med lidelsen, som kendes under dette lidet heroiske populærnavn – og antyder en skade, fremkaldt af langvarig støtte af hovedet på armen – også mere nøgternt kaldet slimsækbetændelse i albuen.

Om mit tilfæde kan henføres til en status som halvstuderet røver, evighedsstudent – eller blot en mangel på “spidse albuer”, og dermed evnen til at gøre karriere – skal være usagt her, men resultatet var i alt fald en hævet, væskefyldt albue, som var hæmmende i både det daglige og ved træning.

Tapning af 15 ml væske fra albuen, og samtidig indsprøjtning af et depot af binyrebarkhormon, har så godt som afhjulpet tilstanden, og givet mig bevægelsesfriheden og kun en smule ømhed tilbage.

Ellers glæder vi os i disse dage over det dejlige forårsvejr med solskin og op til 15 grader.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *