I dag var der åbent hus og flyshow på Flyvestation Aalborg, hvor man fejrede 100-året for dansk militær flyvning.
Som inkarneret fly-nørd er man selvfølgelig nødt til at deltage i sådan et arrangement, også selvom det omfatter 900 km bilkørsel med start før 5.30 søndag morgen, samt et dagslangt ophold på en bar, nordjysk græsmark i al slags vejr.
Og netop vejret – lav skyhøjde, dårlig sigtbarhed og jævnlige byger – lagde en dæmper på selve flyveopvisningen, men alligevel blev næsten hele programmet gennemført, og målt på besøgstallet på skønsmæssigt 80.000 var succesen ubetinget i hus.
Næste åbent hus i Flyvevåbnet bliver i Karup i 2014, så der er allerede nu sat kryds i kalenderen den 1. søndag i juni dette år.