Det meste af dagen i dag har jeg tilbragt under åben himmel og i strålende solskin på Flyvestation Skrydstrup, hvor Airshow 2010 blev afviklet til stor glæde for et meget stort (100.000+ iflg. FTK’s hjemmeside) flyveinteresseret publikum.
Her vel hjemkommet er resultatet for eget vedkommende en middelsvær solskoldning og en betydelig træthed oven på en lang dag.
Det var rart at se Flyvevåbnet genoptage traditionen med årlige Åbent-hus arrangementer. Sidste år var det sparet væk grundet omkostningshensyn og Afghanistan-krigen.
Som vanligt mødtes jeg med min svigerfar Gunnar til dette arrangement, og som en ekstra bonus oplevede jeg – takket være Gunnar – den store glæde at blive transporteret til og fra Skrydstrup i en C-130J Hercules.
Efter denne dag kribler det endnu mere for at få hul på den – efterhånden stærkt forsinkede – flyvesæson.