Så er endnu en forårs-weekend slut, og en ny arbejdsuge truer. Det er blevet til en enkelt løbetur i weekenden og en i den forløbne uge, og det står klart at der skal lægges hårdt arbejde før formen bliver bare nogenlunde tilfredsstillende.
Jeg har brugt tid på at få layoutet på hjemmesiden trimmet ind. Det ligner umiskendeligt den gamle hjemmeside, men jeg har mest lagt vægt på et velkendt, roligt og harmonisk udtryk – så et helt nyt, smart design må blive en anden god gang.
Atahualpa-temaet er jeg efterhånden blevet ret familiær med, idet samtlige konfigurationsmuligheder er blevet afprøvet, og jeg har justeret lidt i den tilgængelige danske sprogfil. Da grænsen for konfigurerbarhed var nået, måtte jeg også lige ind og “håndrette” lidt i css.php filen.
Derudover har jeg installeret et par plugins, Contact Form 7 og NextGEN Gallery. Den sidste forventer jeg mig en del af, da jeg har til hensigt at eksperimentere lidt med billedgallerier.
Som første forsøg har jeg indlagt et klikbart billede af Monna og Mathias.