Efter skiferien

Vi er hjemvendt fra Säfsen efter en på alle måder vellykket skiferie. Vejret har været forrygende flot (men koldt! minus 8-15 grader) og sneen god og i rigelig mængde. Mathias har forbedret stilen fra “bred plov” til “parallel-sving”, så der er udbredt tilfredshed hos alle.

Køreturen på 2×700 km er naturligvis lidt anstrengende – især i snevejr og glat føre. Det tager 8-9 timer hver vej, hvilket sætter tålmodighederne på hård prøve. Denne gang havde vi dog bevæbnet os med diverse lydbøger fra biblioteket, så vi har hørt Baskervilles Hund og Oliver Twist det meste af vejen.

Vi har udstyret huset med 3 stk. trådløse telefoner i form af et sæt Topcom Butler 2900 Triple Pack, anskaffet til billig pris i Coop Medlemsbutikken. Ganske praktiske indretninger – især den interne samtaleanlæg-funktion, så vi kan ringe efter husets unge herre ved måltider og lignende, i stedet for at råbe os hæse i forsøg på at “kommunikere” på tværs af huset.

Jeg har i et svagt øjeblik lovet at deltage i et heldagsmøde på arbejdet i morgen. Dette skyldes særlige omstændigheder (besøg fra Australien) – men lige nu ville jeg ønske at jeg i stedet kunne holde en restitutions-feriedag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *