I dag gråvejr med byger – i går heldagsregn og hundekoldt. Det må bestemt være det kedeligste påskevejr i mands minde! Der er absolut intet der frister til udendørs aktiviteter. Så Mathias og jeg – som passer på hinanden i disse 3 dage, mens vor mor tjener til føden – holder os klogeligt inden døre.
Mandag brugte jeg noget tid på at skaffe to nye dæk til Annes Fiat Punto. I fredags havde hun et uheld på motorvejen, hvor en metalgenstand på kørebanen ødelagde højre fordæk og slog buler i fælgen. Resolut kørte Anne – i mangel på nødspor – ud i rabatten, hvor hun gennemførte et hjulskift, inden hun fortsatte på arbejde. Jeg er naturligvis meget lettet over at der ikke skete noget med hende. Et punkteret fordæk ved motorvejsfart er ikke nogen spøg!
Gårsdagen blev brug på diverse småsysler på hjemmefronten. Mathias og jeg havde en lille seance, hvor principperne i binære tal, bits og bytes blev introduceret. Planen er at fortsætte med en lille smule om opbygning af computere, fulgt af nogle små simple forsøg med at programmere.
Det ligger fortsat lidt tungt med at få hul på arbejdet. Bekvemmeligheden og fortrængningsevnen er stor når man fortsat kan se en række af fridage foran sig, og i bund og grund trænger til lidt påskeferie. Forhåbentlig bliver motivationen og selvdisiciplinen meget snart strammet gevaldigt op.