Blodprop

På trods af de bedste intentioner om at blogge er 2005 desværre startet med et par ugers “radiotavshed”. Dette kan imidlertid forklares ved at der har været andre ting at se til.

Fredag den 7. januar efter aftensmåltidet blev vi ringet op af min far Willy, som bor alene her i Allerød. Han talte usammenhængende og svært forståeligt, men budskabet var klart: at han havde det dårligt og behøvede hjælp.

Det viste sig at Willy havde haft en lille blodprop i hjernen (apopleksi), som bevirkede forringelse af synet, samt en lille lammelse i højre side. Svigtende kræfter og manglende koordinering betød, at han ikke selv kunne bevæge sig fra sengen og ud på toilettet, samt at det havde voldt mange problemer at ringe os op på telefonen.

Efterfølgende blev Willy indlagt på Hillerød Sygehus, hvor han tilbragte nogle dage indtil han blev overført til Esbønderup Sygehus, hvor han nu er i fuld gang med genoptræningen.

Heldigvis går det stærkt fremad, og sammenholdt med Willys jernvilje gør dette os meget optimistiske i troen på, at han nok skal komme ud på den anden side med minimale mén. Men der ligger givetvis en lang og hård kamp forude.

Vinterstormen den 8. januar slap vi nogenlunde helskindet igennem, bortset fra at plankeværket til Willys gårdhave væltede. Heldigvis har forsikringen givet tilsagn om at dække skaden, og vi har sat gang i den snarlige opførelse af et nyt plankeværk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *