Fast IP = fast arbejde

Hjemme igen. Familien returnerede til Allerød lørdag aften, og efter en rigtig slapper-søndag er forholdende igen normaliseret. Jeg har fri de næste par uger, så Mathias og jeg skal nyde hinandens selskab mens vores mor er på arbejde.

Ved hjemkomsten i lørdags kunne det konstateres, at ADSL forbindelsen var i uorden, og internettet dermed uden for rækkevidde. Efter et par opkald til TDC’s hotline søndag kom forbindelsen op igen – efter en anbefalet konvertering fra PPPoE til DHCP.

Desværre har denne manøvre medført, at min hidtidige faste IP-adresse 80.196.136.173 – angiveligt pga. forglemmelse eller betjeningsfejl hos TDC – er blevet slettet. I stedet skulle jeg nu – efter endnu et hotline-opkald – få en ny fast IP-adresse 83.95.152.68 til aktivering senere i dag.

Selv om dette ikke har den store betydning for mig – ud over en opdatering på DynDNS, hvor jeg har registreret URL’en henningkok.homeip.net – er det alligevel lidt irriterende at en tilfældig fejlmelding skal medføre, at man taber en erhvervet, fast identitet. Især i lyset af at jeg straks mindede om min faste IP, da konverteringen blev foreslået, og blev lovet at det ikke ville få konsekvenser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *