Så blev det 1. august – “sommervejret” er fortsat trøstesløst gråt og regnfuldt. Weekenden er opbrugt, og dermed går sommerferien for Mathias’ og mit vedkommende ind i den sidste, alt for korte uge. Med den foreliggende, alenlange todo-liste kræves der vist minutiøs planlægning for at overkomme alle disse udeståender i løbet af ugen.
Jeg går i svære overvejelser om anskaffelse af en “rigtig” stålstrengs-guitar (også kaldet western-guitar) til afløsning for min Yamaha C45A med nylonstrenge. Tankerne går i retning af en Martin DM, som jeg har prøvet et par gange i forskellige musikforretninger.
Men sådan et instrument er jo en bekostelig affære, og på mit beskedne niveau kan det virke som en flot gestus. Desuden virker det meget anderledes og sværere at spille på en stålstrengs-guitar med smal hals og hårde strenge. Alligevel er fristelsen stor, for det lyder bare så godt …