Så oprandt dagen hvor vi skulle fejre Mathias’ 15 års fødselsdag. Vi havde i god tid bestilt et frokostarrangement på Bregnerød Kro, som vi ved tidligere lejligheder har været meget tilfredse med. Den dyreste menu og de bedste vine samt ekstern underholdning, så intet kunne gå galt – men ak!
Det tegnede ellers rigtig godt med flag udenfor, et meget veldækket bord. Vi var kommet i god tid for at lægge menukort ved hver kuvert, samt arrangere bordkortene. Den unge pige som skulle servere, var helt med på hvornår sange skulle uddeles og taler holdes – vi var spændte og forventningsfulde.
Gæsterne ankom med højt humør og alle fik hilst på hinanden. Men hvor blev velkomstdrinken af? Efter en lille reminder til tjeneren gik der så yderligere 5-10 minutter før den dukkede op.
Da tiden var inde for frokosten gjorde vi opmærksom på, at nu ville vi sætte os til bords. Jeg skulle holde en lille velkomsttale og i min nervøsitet havde jeg slet ikke set, at hverken mad eller drikke var klar, så da jeg var færdig og ville skåle velkommen var alle glas tomme – øv!
Så kom vinen endelig, og vi fik skålet. Maden dukkede da også endelig op. Det skal lige nævnes at vi havde bestilt buffet, for at gøre det knap så formelt, det var jo en 15 ås fødselsdag. Buffeten skulle bestå af 3 afdelinger: først 3 slags fisk, dernæst 2 slags kød, og til sidst kage og udvalgte oste fra det sydlige Europa.
Man må sige, at det gjorde den da også, men overraskelsen var stor, da ind kom en bakke med brød og 3 fade med fisk – slut. Intet tilbehør, intet til at gøre det lidt festligt. Nå, det bliver nok bedre når kødretterne kommer ind.
Inden de sidste havde fået fisk, var det ene fad tomt og de 2 andre småt besat. Ingen tjenere til at sørge for at der blev fyldt op. Ud i køkkenet for at give besked, men ingen her. Endelig dukkede der en op med en vandkande i hånden. Nej, var svaret umiddelbart til spørgsmålet om det ikke var mere mad, men lovede dog at fadene blev fyldte påny.
Hvor blev sangen dog af, vi havde jo aftalt slagplanen? Afsted igen. Intet personale, sangen blev så fundet ved egen hjælp. Kort efter sangen begyndte kødretterne at blive sat på bordet, før 1. tale var afholdt – ikke som aftalt. Efter påmindelser herom blev kødet bragt tilbage til køkkenet, talen blev holdt og ind kom det nu kolde kød dog uden påmindelse.
Tro det eller ej – 2 fade med koldt kød i skiver det ene så tørt som … Igen intet tilbehør. Inden man havde erkendt, at der ikke kom mere, havde alle taget og holdt masken. Ud i køkkenet igen som naturligvis var tomt. Ude på terrassen fandt man kokken der sad og nød solen, samt en tjener, der atter var igang med andre gøremål – så blev der lukket op for posen herfra, hvilket resulterede i, at der kom en lille skål salat samt dressing på bordet, men da var de fleste færdige.
Vi havde på forhånd bestilt pommes frites til de 2 yngste i selskabet, men disse ankom også først efter et besøg i køkkenet, efter at hovedretten var godt igang. Var det mon indbildning, eller var der misundelig skæven til pommes fritterne fra de omkringsiddende?
Så kom turen til desserten. 2 slags kage og gode oste, stod der på menuen – det blev til 3 små stykker ost på et fad samt kage i bittesmå bidder på et andet – hvad gir’ I? – kr. 415,- pr. næse for buffeten!
Vinen, som vi havde købt i dyre domme (400 kr. pr flaske) efter forbrug, blev dog flittigt fyldt op, hvilket da også resulterede i, at rødvinen, som var den af kroen anbefalede, slap op, og vi måtte fortsætte med husets vin.
Gæsterne tog dog heldigvis hele oplevelsen relativt pænt, men skuffelsen stod malet i ansigterne. Alle havde set frem til god mad, det var jo Bregnerød Kro!
Det skal retfærdigvis siges, at sang nr. 2 blev delt rundt som aftalt.
Kaffe og te fungerede udmærket, med servering af chokolade og slik, som vi selv havde medbragt. Den afsluttende tomatsuppe var god, måske lidt for krydret efter nogens smag.
Hyggen i gårdhaven og det godt vejr gjorde, at selskabelighederne trak ud, så klokken blev over 20.00, som var den aftalte slutfrist. Vi kunne dog fortsætte arrangementet mod betaling af 900 kr. for fortsat betjening. Det aftalte vi så, men betjeningen bestod udelukkende i at der blev stillet nogle øl og vand frem til høflig selvbetjening – personale så vi intet af i denne periode.
Alt i alt må vi konkludere, at arrangementet som helhed var af meget skuffende standard, og slet ikke levede op de forventninger, man med rette burde kunne have til et etablissement som Bregnerød Kro. Hovedindtrykket som står tilbage er totalt ufestlig mad helt uden tilbehør, og en mildt sagt fodslæbende betjening. Vi har oplevet mere vellykkede arrangementer i lejede selskabslokaler, med mad udefra og frivillige serveringsdamer.
Vi har efterfølgende brugt et par dage på at komme ovenpå igen – og har endda stadig til gode at se hvad regningen lyder på!
På baggrund af denne dårlige oplevelse er det yderst tvivlsomt, om vi vil basere os på Bregnerød Kro næste gang vi skal holde selskab – endsige anbefale det til andre.