Weekend-arbejde

Sidder her og “hygger” mig med en større portion weekend-arbejde. Vi skal holde kick-off med kunden i det nye projekt i morgen, og skal ved den lejlighed gerne demonstrere, at vi ved hvordan processen skal gribes an. Så det er jo på tide selv at blive klar over det!

Vejret er trøstesløst – regnvejr og blæst. Så der er da i det mindste ingen påtrængende lyster til udendørs aktiviteter til at distrahere arbejdet.

I dag er det 8 år siden at min mor Monna døde i alt for tidlig en alder.

Velkommen hjem, mor

Så er vores mor kommet hjem igen! Træt og øm efter strabadserne, men alt i alt tror jeg at hun har haft en god og velfortjent tur. Mathias og jeg har også klaret os fint – alt er foregået i en god og positiv ånd og uden nævneværdige problemer.

En yderst udfordrende arbejdsuge er slut – nu skal weekend-arbejdet blot klares før vi starter på en frisk :-/

Ski-cup i Norefjell

Mathias og jeg er alene hjemme i de næste 3 dage. Vores mor er med firmaet til ski-cup i Norefjell ved Oslo. Det er sikkert sundt for os begge, både for far-søn sammenholdet og til erkendelse af det ufortjent høje serviceniveau vi oplever til daglig.

Heldigvis fik jeg lejlighed til at tage en ny kopi af det omtalte mail-arkiv fra den gamle bærbare PC. Arkivet er nu intakt, og jeg er blevet MEGET mere påpasselig med at tage backup!

Vejret har været helt fantastisk flot i dag med højt solskin og temperaturer på 15-18 grader. Nu KAN det da kun gå den rigtige vej mod foråret!

In memoriam Monna

En herlig lys og lun dag, hvor man for alvor begynder at tro at forårsvejret har bidt sig fast. Alligevel blev familien overrasket af en mindre byge på formiddagens gåtur til Aldi.

Det blev også til en lille løbetur i skoven. Nydelsen var ikke ubetinget på hele ruten, da gårsdagens regnvejr havde gjort skovstierne MEGET mudrede! Tempoet var det samme luntetrav som i sidste uge – 5 km på 30 min. – men den ledsagende hvæsen og prusten var måske en anelse mindre udtalt.

Min mor Monna ville have fyldt 74 år i dag, hvis hun havde levet. Vi besøgte hendes grav på Engholm Kirkegård og lagde en lille buket af gule fresia – hvilket var Monnas yndlingsblomst.

Efter en travl uge

Arbejdsugen har budt på en travl og krævende start på et nyt projekt – og derfor ringe overskud til at “blogge”. Den bærbare arbejds-PC er blevet udskiftet – med en del tidsforbrug til oprydning og overførsel af data til følge. Desværre var filen med Outlook Personal Folders korrumperet, så adskillige års mail-arkiv er sandsynligvis gået tabt under operationen 🙁

Mathias har overnattende kammerat på besøg. Der lyder hujen og Safri Duo gennem den aflukkede dør til drengeværelset. Anne har arbejdet hele dagen på det nye corporate website. Der lægges op til en snarlig launch, men derom senere …

Langt til stor-formen

En mindre 5 km løbe-/joggingtur i Ravnsholt Skov afslørede som ventet, at der er LANGT til stor-formen. Men et sted skal man jo starte, og nu er kursen og de gode intentioner da antydet i kampen mod jule-sulet. Initiativet bør snarest følges op, men jeg kan mærke at bronchier og lårbasser kræver at blive restitueret de næste par dage.

Tøjhusmuseet

Mathias og jeg var i dag på en hyggelig “herretur” til København, hvor vi besøgte Tøjhusmuseet. Vi kiggede på alskens våben, men især håndvåbnene fra 2. verdenskrig havde den unge herres interesse. Han kunne fra diverse computerspil genkende pistoler, maskinpistoler og karabiner af fabrikaterne Walther, Schmeisser, Thompson, Colt m.fl.

Spadseretur

Eftermiddagens fine vejr indbød til en frisk 7 km spadseretur i Tokkekøb Hegn. Et ganske udmærket skovområde, som vi først for nylig er begyndt at besøge.

Mathias er til endnu en fødselsdagsfest i klassen. Det ender med at man bliver helt afholdende, når han sådan skal hentes ud på aftenen i hver weekend 😉

Arkitektur for digital forvaltning

Netop hjemkommet fra konferencen Arkitektur for digital forvaltning, som blev afholdt 4.-5. marts på Hotel Nyborg Strand.

Digital forvaltning kræver, at it-systemer kan fungere sammen på tværs af forvaltningsgrænser og stat/amt/kommune, hvilket også fordrer nytænkning og innovation i den offentlige sektor, hvor traditionel “silo-tankegang” har præget it-anskaffelserne.

For at fremme udviklingen mod digital forvaltning er der i de seneste år gennemført en række offentlige initiativer med kraftig involvering fra Videnskabsministeriet – initiativer som kan følges på netstedet OIO – Offentlig Information Online. På konferencen blev opbakningen understreget ved ministerens deltagelse.

Konferencens målgruppe var primært ledere fra den offentlige sektor, men også it-leverandørerne – deriblandt os – var repræsenteret. Deltagerantallet var imponerende 400. Alt i alt et interessant arrangement, som dog mest var præget af snak og i mindre grad konkret teknik.

EKAL

Allerød Flyveplads har fået ny hjemmeside. Og velfortjent! Lad os bare indrømme, at den gamle hjemmeside anno 2000 ikke længere var helt tidssvarende. Den stammede fra en for længst svunden tid, hvor flyveskolen stadig var aktiv, og det sociale liv udspandt sig frodigt på snart sagt alle tider af VFR-dagen. Nu er det en betydelig mere stille oplevelse at besøge EKAL – alt er baseret på selvbetjening, og det er ikke hver gang man møder andre piloter.

Det var vemodigt at erfare, at den gode gamle skoleflyver OY-BGN – i hvilken jeg har svedt mig gennem mangt en instruktørtime – er sat til salg. Håber den kommer i gode hænder, og bliver forskånet for alt for hårde landinger i sit næste liv.

Jeg er begyndt at glæde mig ganske gevaldigt til at tage hul på en ny flyvesæson på EKAL, startende 1. april. Mathias har også ytret interesse. Han og jeg skal helt sikkert ud på nogle gode flyveture i år.