Til lykke til min svoger Per med de 50 år i dag.
Jeg runder selv dette skarpe hjørne om ca. 5 år, men indtil videre vil jeg fortrænge dette ubehagelige faktum – i hvert fald i 5 års tid endnu.
Velkommen til min hjemmeside
Til lykke til min svoger Per med de 50 år i dag.
Jeg runder selv dette skarpe hjørne om ca. 5 år, men indtil videre vil jeg fortrænge dette ubehagelige faktum – i hvert fald i 5 års tid endnu.
Tak til Herdis for den fine 70-års fødselsdagsfest på Mols i lørdags.
Efter mere end et halvt års pause indledte jeg i dag flyvesæsonen med en tur i OY-BTE. Destinationerne var Samsø og Sydfyn-Tåsinge, og turen gav 3 landinger og 2:35 timer i logbogen.
Allerød Flyveplads fungerer nu for nedsat kraft med kun 2 fly til udlejning. Dette er formentlig sidste sæson før flyvepladsen nedlægges.
I går deltog jeg i et 3-timers informationsmøde for VFR piloter hos Naviair (tidligere Flyvesikringstjenesten), som ligger i Kastrup lufthavn. Det var et meget interessant arrangement, som omfattede rundvisning i kontroltårnet, områdekontrollen samt tårn- og radarsimulatorerne.
Vigtigst var dog muligheden for at træffe medarbejderne i Copenhagen Information, som er en flyveinformationstjeneste til VFR piloter. Det var sjovt at få sat ansigter på de kendte stemmer fra 127.075 MHz, og gav klart en bedre forståelse for disses arbejdsområde og værdien af at benytte tjenesten aktivt.
Ved samme lejlighed fik jeg hilst på min kusine Pernille, som jeg ellers ikke har set i årtier. Hun er arbejder som flyveleder med ansvar for militære operationer.
Hermed genoptager jeg min weblog efter en længere uplanlagt pause (“blog-out”?).
I dette dejlige forårsvejr kan man da ikke andet end se positivt på tingene og få den førhen manglende energi tilbage.
Der er fuglesang foroven og anemoner i skoven, og temperaturen har i perioder været tæt på de 20 grader. Et andet – sent men sikkert – forårstegn er at jeg har fået skiftet til sommerdæk på Avensis’en.
Eneste bagside ved foråret er at min høsnue nu også er i udbrud – og endda startede før end DMI begyndte at registrere birkepollen. Gad vide om min allergi har bredt sig til andre pollenarter?
I dag fik jeg startet løbesæsonen. Bestemt ikke nogen imponerende præstation – små 5 km i luntetrav med indlagte gå-pauser. Men signalværdien skal man ikke kimse ad – nu skal initiativet blot følges op 😉
Jeg har også planer om at genoptage morgensvømningen. Dette kan kun realiseres i kraft af et generøst tilbud fra Anne i form af fleksible mødetider, således at hun på visse dage kan befordre Mathias til skolen.
Måske har jeg udsigt til et snarligt opgaveskift, hvilket ser frem til. Min aktuelle arbejdsopgave gennem de seneste 4 måneder har jeg aldrig helt vænnet mig til. Det pågældende sted er i forhold til mit temperament for stort og politisk og med ringe muligheder for indflydelse.
I den tilstundende Store Bededagsferien skal vi til Djursland for at fejre Herdis’ 70 års fødselsdag. Festen blev udsat i januar pga. Willys sygdom.
Påskeferie. Forårsvejret ser ud til at have bidt sig fast. Ugen startede med klart og solrigt – men koldt – vejr, men i de seneste dage, hvor lufttemperaturen har været over 10 grader, er der opstået tåge ved mødet mellem den varme luft og den kolde jord.
Tirsdag til torsdag besøgte vi mine svigerforældre Ellen og Gunnar i Nørresundby. Det var som vanligt hyggeligt familiesamvær og fyrstelig opvartning.
Vi har ikke de store planer for resten af påsken, så det bliver nok til mindre ad hoc aktiviteter samt hygge i familiens skød – på godt og ondt.
Willy er for første gang siden slagtilfældet i starten af januar på besøg hos Herdis i Ebeltoft. Dermed er endnu et stort skridt taget i hans succesfulde genoptræning.
Mathias arbejder på sin opgave om vulkaner her i ferien. Jeg tror det bliver en rigtig fin besvarelse han kommmer op med efter de grundige litteraturstudier.
Jeg har selv en del arbejde med hjem i påsken – men indtil nu er det nu ikke blevet til så meget andet end en stedse dårligere samvittighed!
Jeg har meldt mig ind i Roskilde Flyveklub. Dette initiativ er mest tvunget af omstændighederne, idet Allerød Flyveplads nu har solgt alle fly minus OY-BTE, og jeg begynder at tvivle på om jeg atter får lejlighed til at flyve herfra.
Min mor Monna ville have fyldt 75 år i dag, hvis hun havde levet. Vi besøgte Engholm Kirkegård i går og lagde en lille buket af gule fresia – hvilket var Monnas yndlingsblomst – på det snedækkede gravsted.
Weekenden synger på sidste vers. Ikke fordi jeg har haft meget tid til at nyde den. Den har nemlig stået på arbejde både lørdag og søndag, idet jeg har forberedt et vigtigt salgsmøde, som skal afholdes i morgen mandag.
Fredag fik vi vores mor hjem igen efter den traditionelle 3-dages tur med firma ski-cup på Norefjell, nær ved Oslo.
Jeg hænger fortsat i med guitarspillet, men gør ikke så hastige fremskridt, som man kunne håbe. Specielt døjer jeg med de forb…… barré-greb, samt generelt at opnå højere tempo og bedre præcision.
I dag har det sneet, og temperaturen har ligget under frysepunktet. Nu gider vi altså ikke mere vintervejr, her 1 uge inden påskeferien starter!
Samvittigheden er dårlig over den sporadiske blogning jeg har lagt for dagen, men det har altså ligget lidt tungt med tid og energi til dette.
Mit guitar-spil går fremad, men ikke så hurtigt som jeg gerne så det. Jeg forsøger fortsat at følge med på aftenskolen, men det er klart en udfordring.
Vores farfar gør rigtig flotte fremskridt i sin nye tilværelse som enlig tidligere apopleksi-patient under genoptræning. I dag har han spadseret flere kilometer med sin rollator, og er nu fuldt kapabel til at foretage indkøb på egen hånd i de nærliggende dagligvarebutikker.
Så er vinterferien desværre ved at være slut. Det har været en dejlig afslappet uge, præget af hygge og små praktiske gøremål. Anne har holdt 3 feriedage og Mathias og jeg har haft fri hele ugen.
Guitarkurset fortsætter hastigt fremad i stoffet. Nu øver jeg melodistemmen til Yesterday samt den herlige Good Morning Blues. Trods det svære fingerspil har jeg ikke aktuelle planer om at skifte til et lettere hold.