Vejlefjord

I tirsdags overnattede vi på Hotel Vejlefjord. I sandhed en perle med hensyn til beliggenhed og naturskønne omgivelser, omgivet af skov og lige ned til Vejle Fjord. Vejret var nådigt, og vi havde nogle dejlige gåture rundt i området.

For mig var det en ganske særlig personlig oplevelse at genopleve dette smukke sted. Min mor Monna var i min tidlige barndom indlagt på Vejlefjord i 2 x 3 måneder i 1968 og 1971 til behandling for depression og angst, den gang hed stedet Jysk Nervesanatorium.

Det var selvsagt ikke lykkelige omstændigheder, og en stor mundfuld for en lille purk på 7 år at skulle opleve sin mor psykisk syg og indlagt på psykiatrisk hospital 200 km væk fra hjemmet i Aalborg, hvilket betød at dagen og vejen måtte klares af min far Willy – en travl og ophængt erhvervsmand – og jeg, og med hjælp fra en pensioneret dame, fru Bülow, der som “guvernante” skulle passe mig efter skoletid.

I dag er stedet en eksklusiv og unik blanding af hotel, konferencefaciliteter og rehabiliteringssted for hjerneskadede patienter, og absolut anbefalelsesværdigt at besøge.

Selv efter de mellemliggende 45-50 år kunne jeg tydeligt kende de spektakulære bygninger, omgivelserne i parken, skoven, fjorden og den nærliggende Stouby. En dejlig, men også lidt melankolsk oplevelse, hvor jeg sendte mange tanker til mine afdøde forældre.

Trailer

Som rigtige gamle jyder har vi selvfølgelig en “jydekrog” på den ene af bilerne, og har jævnligt behov for at transportere ting og sager på trailer.

Tidligere har vi lejet trailere på diverse tankstationer, men i dag anskaffede vi vores egen Easyline 200S Kippi med pressening og næsehjul, så nu er der ingen undskyldning for ikke at bortskaffe haveaffald eller foretage andre lette transportopgaver ufortøvet.