Engholm Kirkegård

Reception i Engholmkirken i forbindelse med afsløring af et nyt smukt monument på fællesgraven. Kunstværket er et relief, hugget i en stor marksten, og motivet er to børn, der har omsorg for en fugl. Kunstneren, den lokale billedhugger Alice Buchhave, var til stede.

Min mor Monna døde i 1996 og ligger begravet i fællesgraven på Engholm Kirkegård.

Ex-Programatic middag

Deltog i går i den årlige ex-Programatic middag med nuværende og tidligere kolleger, alle med fortid i firmaet Programatic, som i 1992 blev til Cap Programator og senere Cap Gemini Danmark.

Som altid en utrolig varm og hyggelig stemning og et flot fremmøde, der vidner om enestående sammenhold og firmaånd.

Men også et monument over en svunden tid, som er afløst af de seneste års udvikling i branchen mod store, upersonlige og bureaukratiske virksomheder med høje vækstmål, drevet af vidtløftige ambitioner om “verdensherredømme”.

Dette har desværre haft omkostninger i form af generel trivsel, commitment og fagligt niveau. Dybest set kan topstyring, administrative procedurer og talløse organisationsændringer ikke sikre den enkeltes loyalitet, ansvarlighed og faglige stolthed – som efter min mening er centrale aspekter i forbindelse med kvaliteten af konsulentydelser.

Golf

Hyggeligt golfarrangement på Helsinge Golf med Annes kolleger og disses ledsagere. Opmuntrende at opleve, at det faktisk gik en del bedre med golfen end sidste gang. Måske ender man med at blive helt bidt af det 😉

Vejret var helt fantastisk flot og perfekt til lejligheden.

Tilbage til pension

En travl uge med arbejdsmæssigt opgaveskift, som har bragt mig tilbage i pensionsverdenen. Dette område har jo – på godt og ondt – optaget en pænt stor del af mit faglige virke.

Der har hverken været tid eller indhold til opdatering af webloggen.