Påskeferie

Påskeferie. Forårsvejret ser ud til at have bidt sig fast. Ugen startede med klart og solrigt – men koldt – vejr, men i de seneste dage, hvor lufttemperaturen har været over 10 grader, er der opstået tåge ved mødet mellem den varme luft og den kolde jord.

Tirsdag til torsdag besøgte vi mine svigerforældre Ellen og Gunnar i Nørresundby. Det var som vanligt hyggeligt familiesamvær og fyrstelig opvartning.

Vi har ikke de store planer for resten af påsken, så det bliver nok til mindre ad hoc aktiviteter samt hygge i familiens skød – på godt og ondt.

Willy er for første gang siden slagtilfældet i starten af januar på besøg hos Herdis i Ebeltoft. Dermed er endnu et stort skridt taget i hans succesfulde genoptræning.

Mathias arbejder på sin opgave om vulkaner her i ferien. Jeg tror det bliver en rigtig fin besvarelse han kommmer op med efter de grundige litteraturstudier.

Jeg har selv en del arbejde med hjem i påsken – men indtil nu er det nu ikke blevet til så meget andet end en stedse dårligere samvittighed!

Jeg har meldt mig ind i Roskilde Flyveklub. Dette initiativ er mest tvunget af omstændighederne, idet Allerød Flyveplads nu har solgt alle fly minus OY-BTE, og jeg begynder at tvivle på om jeg atter får lejlighed til at flyve herfra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *