Forårs-optimisme

Hermed genoptager jeg min weblog efter en længere uplanlagt pause (“blog-out”?).

I dette dejlige forårsvejr kan man da ikke andet end se positivt på tingene og få den førhen manglende energi tilbage.

Der er fuglesang foroven og anemoner i skoven, og temperaturen har i perioder været tæt på de 20 grader. Et andet – sent men sikkert – forårstegn er at jeg har fået skiftet til sommerdæk på Avensis’en.

Eneste bagside ved foråret er at min høsnue nu også er i udbrud – og endda startede før end DMI begyndte at registrere birkepollen. Gad vide om min allergi har bredt sig til andre pollenarter?

I dag fik jeg startet løbesæsonen. Bestemt ikke nogen imponerende præstation – små 5 km i luntetrav med indlagte gå-pauser. Men signalværdien skal man ikke kimse ad – nu skal initiativet blot følges op 😉

Jeg har også planer om at genoptage morgensvømningen. Dette kan kun realiseres i kraft af et generøst tilbud fra Anne i form af fleksible mødetider, således at hun på visse dage kan befordre Mathias til skolen.

Måske har jeg udsigt til et snarligt opgaveskift, hvilket ser frem til. Min aktuelle arbejdsopgave gennem de seneste 4 måneder har jeg aldrig helt vænnet mig til. Det pågældende sted er i forhold til mit temperament for stort og politisk og med ringe muligheder for indflydelse.

I den tilstundende Store Bededagsferien skal vi til Djursland for at fejre Herdis’ 70 års fødselsdag. Festen blev udsat i januar pga. Willys sygdom.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *