Av min arm! Jeg har nu igennem et par måneder haft tiltagende smerter og stivhed i min højre skulder. Det er generende både i arbejde og fritid samt om natten, hvor smerterne byder mig kun at sove i den næstbedste sovestilling.
Jeg kan også dårligt spille på Martin guitaren, som jo er rimelig omfangsrig, men må i stedet udelukkende ty til Strat’en, som er meget tyndere og dermed ikke belaster skulderen så meget.
En kombineret ibuprofen-kur og akupunktur-behandling hos min praktiserende læge har ikke forbedret tilstanden, og i morgen skal jeg videre i sundhedssystemet og besøge en reumatolog, som jeg håber kan diagnosticere og behandle smerterne.
Jeg skal tillige samle styrke til at skifte tandlæge og få aftalt en såkaldt flap-operation på tandkødet for at holde paradentosen i skak.
Man er godt nok kommet i reparationsalderen!