I denne uge har jeg anskaffet en ny elektrisk guitar – Gibson Les Paul Studio, en lidt neddroslet version af den kendte og udbredte klassiker siden 1950’erne, Gibson Les Paul.
Årsagen er at min betydligt billigere Fender Squier Strat aldrig helt har levet op til forventningerne til et kvalitetsinstrument – umulig at justere, raslende strenge, tynd og skinger lyd.
Den nye Gibson ser foreløbig ud til at indfri alle forventninger, men investeringen kan kun retfærdiggøres af et commitment til at genoptage og videreføre guitarspillet. Det har ellers ligget lidt tungt siden jeg stoppede med at gå til undervisning for snart et år siden.