Storkøbenhavns Trafikskole

Da Mathias snart fylder 18 år, har ønsket om at tage kørekort naturligt meldt sig, hvorfor vi allerede i februar begyndte at se os om efter en lokal køreskole, så tilmelding og start på teoriundervisning kunne ske i god tid, og det eftertragtede kørekort kunne erhverves omkring 18 års fødselsdagen.

Søgning på Google henledte opmærksomheden på Storkøbenhavns Trafikskole, som reklamerede med et pakketilbud på kr. 9.990,- (viste sig efterfølgende at være kr. 12.190,- når alt blev talt med) og tilsyneladende udmærkede faciliteter, så vi tilmeldte Mathias til introaften i slutningen af februar.

Dette blev imidlertid starten på et frustrerende og dyrt bekendtskab, som trods ihærdig indsats herfra endnu ikke har fundet sin ønskede afslutning.

Den påbegyndte undervisning har mildest talt ikke været overbevisende gennemført:

  • Introaften 22. februar (flyttet pr. SMS med times varsel til 1. marts) – blev gennemført
  • Teori 8. marts (flyttet pr. SMS med times varsel til 11. marts) – blev gennemført
  • Teori 15. marts – blev gennemført
  • Teori 22. marts – blev aflyst pr. SMS med times varsel (bil brudt sammen på motorvejen?!)
  • Manøvrebane 27. marts – vi ventede forgæves hele eftermiddagen, eneste holdepunkt var en SMS pr. 22. marts, som antydede at søndagens program på manøvrebane ville blive gennemført, men ingen yderligere detaljer om tid eller sted – og altså ingen kørelærer!
  • I vores harme over dette ville vi 28. marts gerne tale med køreskolen. Efter mange forgæves opkald og opfordring via mail til at kontakte os, blev vi endelig ringet op af køreskolens sekretær, som intet kunne oplyse – heller ikke at køreskolen lukker!
  • Teori 29. marts – de unge mennesker ventede forgæves på kørelærer, ingen info før eller siden til eleverne!
  • Samme dag blev vi opmærksom meddelelsen om køreskolens lukning på deres hjemmeside
  • Forsøgte den 30. marts forgæves at kontakte køreskolen for at få nærmere information om lukningen
  • Dagen efter var medierne fyldt med omtale af lukningen og eksempler på utilfredse elever

Ud af 5 planlagte undervisningsaktiviteter blev altså kun 2 blevet gennemført, og informationsniveauet overfor eleverne ved de hyppige uregelmæssigheder har været mangelfuldt eller ikke-eksisterende – i form af kortfattede SMS’er, modtaget når man næsten var på vej ud af døren til undervisningen – eller erfaret på den sure måde, at der blot ikke mødte nogen kørelærer frem.

Det eneste der tilsyneladende er gået hurtigt og smertefrit, er forlods opkrævning af hele kursusprisen på kr. 12.190,-, idet faktura blev modtaget pr. mail den 3. marts til betaling den følgende dag, den 4. marts 2011. Med agressiv rykning for pengene (igen pr. mail), og det hele. Dette uagtet at køreskolen formentlig udmærket har været klar over, at man snart ville dreje nøglen om.

Det har i praksis været umuligt at komme i forbindelse med køreskolen, hvilket også er gennemgående i avisomtalen. Pludeselig fremgår det af køreskolens hjemmeside, at den er under afvikling, med kun en mailadresse (hvorpå der ikke besvares henvendelser) som eneste kommunikationsvej – køreskolen går med andre ord “under jorden” fra den ene dag til den anden. På den baggrund kunne vi ikke have tillid til at køreskolen kunne gennemføre undervisningen tilfredsstillende og indenfor rimelig tid, hvorfor vi meddelte at Mathias ønskede at blive udmeldt, og vi ønskede pengene retur.

Efter gentagne henvendelser pr. mail modtog vi den 2. april et kortfattet svar fra køreskolen, hvor man kvitterede for udmeldelsen af Mathias og lovede os alle pengene tilbage. Der er dog intet sket siden da, og gentagne henvendelser er forblevet ubesvaret. Selvfølgelig forventer vi stadig at få pengene, men håbet svinder dag for dag – ligesom for mange andre i samme situation.

Vi finder selvsagt forløbet stærkt kritisabelt, og føler os meget dårligt behandlet – det er virkelig synd for de unge mennesker, som brænder for at få deres kørekort, at blive sjoflet på den måde. Og for deres forældre, som tillidsfuldt har betalt et større forlods beløb. Det er muligt at køreskolens ejer har økonomiske problemer, men man kunne da i det mindste kommunikere direkte med de implicerede om udsigterne til tilbagebetaling, i stedet for kun gennem medierne at love tilbagebetaling om “ganske kort tid”.

Det har fremgået af køreskolens hjemmeside, at man har følt sig udsat for en hetz i medier og på Facebook, og har truet navngivne personer med politianmeldelse for injurier mv. Dette har vi dog ingen mening om, for os er det blot et spørgsmål om at få den vare, vi har betalt for! Vi kan konstatere, at man har haft mere travlt med at vaske egne hænder og skyde skylden på andre end at betale enhver sit og forholde sig til de lange rækker af utilfredse kunder med penge i klemme.

Desværre har forløbet med Storkøbenhavns Trafikskole frataget Mathias den umiddelbare lyst til at starte forfra i en ny køreskole, så han vælger nok at vente og se tiden an til efter overstået eksamen.

2 comments to Storkøbenhavns Trafikskole

  • Vores problem er at Mathias aldrig er nået længere i forløbet end de 2 første teoritimer, så her er det ikke alene et spørgsmål om aflyste køretimer eller prøver, som mangler for at erhverve kørekortet. Vi er simpelthen nødt til at starte helt forfra med en ny køreskole og har i mellemtiden hele beløbet udestående hos Storkøbenhavns Trafikskole!

    Meget behændigt undlader køreskolen at nævne noget om svigtede kunder i denne situation på hjemmesiden, der gives kun “mulighed” for at booke køretimer, førstehjælp og gives vage tilsagn om glatbane og prøver. Ikke et ord om teoritimer.

    Ud over pengene, som er i klemme, er det helt vildt frustrerende at blive behandlet på denne måde – blot at blive ignoreret!

  • grethe andersen

    JA vi har oplevet nogenlunde det samme. Dog har vi ikke meldt vores datter ud. hun modtog dog en mail om at alle igangværende elever ville blive afsluttet. Dette er ikke sket. Vores datter startede i september, så hun kunne få kørekort til sin 18 års fødselsdag i december. Efter de første timer, begyndte problemerne med aflyste køretimer. Da det så blev snevejr, udviste vi stor tålmodighed, vi kunne jo høre i radioen om aflyste køreprøver, så vi forstod godt at der var mange der skulle have deres køreprøver før vores datter.
    En tirsdag aften i februar blev vores datter ringet op af en dame fra køreskolen som meddelte at nu skulle Elisabeth til teoriprøve på torsdag kl. 9.45. Desværre var varslet meget kort, og vores datter som går i gymnasiet skulle til prøve med mødepligt. Derfor bad hun om en anden tid. Røret blev så lagt på og siden har vi ikke kunnet komme i kontakt med køreskolen. Men vores datter som går på Birkerød Gymnasium har set andre elever blive hentet af kørelæreren. Og hun har en enkelt gang nået at løbe ud og åbne døren og spørge til sin situation.
    Vores datter har fået næsten alle sine timer – selvom det tog lang tid med mange aflysninger. Så der mangler ikke meget for at hun kan få kørekort. Hun har derfor bedt om en lektionsplan, så kunne hun tage de resterende lektioner et andet sted. Vi har betalt 10.000 kr. og det var selvfølgelig dumt, men sådan foregår det også andre steder. Jeg er meget skuffet og frustreret og ville ønske jeg havde råd til at sende hende på en anden køreskole, men vi har ikke mange penge og de 10.000 har vi givet vores børn som brug til kørekort eller andet når de blev 18 år.
    mange hilsener fra
    Grethe Andersen

Skriv en kommentar