Henning Kok

Den 26. november 1988 blev jeg viet til min Anne på Aalborgs gamle rådhus. Det betyder at vi i dag har 28 års bryllupsdag. Tak til min egen elskede Anne for de mange år i tykt og tyndt, medgang og modgang. Jeg glæder mig til de næste 28 år sammen 🙂

Ellers er sæsonen for julefrokoster sat ind. I går var jeg til firmajulefrokost på restaurant Petersborg. Bagefter fik vi et par cocktails på Fidel’s. Mærkeligt sammentræf, at den gamle cubanske diktator, Fidel Castro, døde på samme dag. Anne har også et par firmajulefrokoster på planen indenfor de nærmeste uger.

Sidste weekend var vi til julefrokost med de gamle venner fra Aalborg, men savnede dog nogle, især PP, som desværre døde i en alt for ung alder i januar i år.

Vi mindes Willy, som i dag ville være fyldt 89 år. Utroligt, at det snart er 2 år siden at Willy døde den 28. januar 2015. Vi vil lægge en lille krans ved Willys og Monnas gravsted på Engholm Kirkegård.

Willy var den ældste af 3 Kok-brødre. Vi kondolerer med familien til den yngste bror, Bent, som døde i tirsdags. Bisættelsen finder sted på onsdag i Vanløse.

I går kom Anne og jeg hjem fra en skøn 7-dages efterårsferie på Mallorca. Vi boede i en dejlig lejlighed i Alcudia/Playa de Muro området på den nordøstlige del af øen, hvorfra vi foretog daglige udflugter på cykel og til fods.

Vejret var lunt og delvis solrigt, og med omkring 22 grader føltes det som en kærkommen forlængelse af den varme danske sommer- og efterårssæson. Så meget desto mere trist var det at komme tilbage til 10 grader, blæst og regn i lille Danmark.

Men en skøn ferie var det! 🙂

Vi mindes Ellen, som i dag ville være fyldt 87 år.

Jeg deltog i går på firmaløbeholdet “PM out of control” i årets DHL 5 x 5 stafetløb i Fælledparken, og kom rundt i tiden 26:11, hvilket ikke er en prangende præstation, men jeg er alligevel godt tilfreds. Næste år må jeg dog satse på en hurtigere tid.

Det er første gang jeg har deltaget i dette enorme arrangement, hvor mindst 125.000 mennesker løber de 5 km i løbet af 5 dage. En meget festlig oplevelse, om end mængden af inhalleret grillrøg og mados er betydelig, og går lidt ud over løbeglæden.

Jeg besøgte i dag Storeflyvedag, og det var skønt igen at opleve liv og aktivitet igen på den gamle Flyvestation Værløse, som var velbesøgt på denne fine sommersøndag.

Det var et fint arrangement med udstilling af fly og materiel, samt et par timers opvisningsprogram med kunstflyvning, faldskærmsudspring, ultralette og besøg af EH-101 redningshelikopteren.

Min svigerfar Gunnar startede sin karriere som flymekaniker på netop Flyvestation Værløse for omkring 70 år siden. Det var dengang Flyvevåbnet opererede med Spitfire, Harvard og Oxford på flyvestationen.

Min svigerfar Gunnar fylder i dag 87 år.

Han er desværre ikke længere helt i topform, som vi altid har kendt ham, men klarer sig alligevel godt, alt taget i betragtning, og sammenlignet med hans jævnaldrende, som typisk ikke er mere. Vi besøgte senest Gunnar i Nørre Uttrup i vor nyligt afsluttede sommerferie.

Så blev det endelig sommerferie. Efter en arbejdsmæssigt meget hektisk periode var det skønt at kunne se frem til 3 ugers afslapning.

Den første uge gik med en smuttur til Aalborg, samt at nyde friheden og slappe af i haven.

Dernæst gik turen til Venedig fra mandag den 18. til fredag den 22. juli, hvor vi skulle residere i en dejlig 110 kvadratmeter stor lejlighed med egen tagterrasse, centralt beliggende i selve Venedig by.

Vi drog afsted med højt humør og bagagen omhyggeligt pakket til et fint ophold, men ak! Ved den 1½ time forsinkede fremkomst til Venedig Marco Polo lufthavnen udeblev vores eneste indcheckkede kuffert, og der stod vi så efter at bagagebåndet var stoppet, lange i ansigterne, og kun udstyret med hvad vi gik og stod i, samt resterne af dagens madpakker og vandflasker.

Dette sendte naturligvis humøret noget på retur, specielt gav det bekymringer, at vi nu manglede Annes uundværlige kontaktlinser og briller, samt astmamedicinen. Meget bedre blev det ikke af, at vi blev oplyst om, at butikkerne allerede på dette tidspunkt havde lukket for aftenen.

Heldigvis fandt vi dog – takket være Annes gode forberedelse til turen – frem til et Coop minimarked, som havde åbent indtil 22.00, så vi kunne gå til ro – mætte, og med rene tænder og kroppe.

Hele tirsdagen gik med indkøb af tøj og andre varer til erstatning for det manglende, og heldigvis fandt vi som det første frem til en optiker, som kunne levere passende kontaktlinser. Også de følgende dage medførte hyppige besøg i tøjbutikker, afvekslende med sightseeing, og det viste sig at være meget effektivt at spadsere hele Venedig rundt, så efter et par dage følte vi faktisk at vi kendte hele byen og dens seværdigheder.

Fokus var dog mest på praktiske gøremål fremfor at lege turister, så det blev fx ikke prioriteret at sejle i gondol – eller at spise på restaurant om aftenen i lidt kikset tøj.

Hjemturen gik heldigvis planmæssigt, men vi var godt trætte, da vi endelig fredag aften kunne hvile hovedet på egen pude. For mit eget vedkommende krævede det 11 timers søvn og en efterfølgende morgen-cykeltur på 42 kilometer at få oplevelserne ud af kroppen.

Bagagen dukkede først op her på hjemmeadressen søndag eftermiddag, næsten 2 døgn efter hjemkomsten. Alt i alt har det helt klart givet stof til eftertanke med hensyn til pakning af håndbagage, når vi næste gang skal ud at rejse.

Der er ikke spektakulære planer for den sidste, nu hastigt svindende ferieuge – ud over hvad vi måtte finde på af mindre ad-hoc initiativer. I går var jeg fx på sæsonens første (og måske eneste?) flyvetur.

Denne bogtitel fik jeg i dag foræret af min kære viv og søn i anledning af fars dag.

Gaven kan både betragtes som en kærlig present til glæde for husets mandlige overhoved, men også som en upassende påmindelse om, at alderen efterhånden trænger sig på hos vedkommende – som nødigt vil erkende dette – og at hans verden fremover, i store træk, vil omfatte tisseture om natten, vildvoksende næse-, øre- og øjenbrynshår, brok, klage og upassende trang til at øse ud af egen, tvivlsom, visdom.

Jeg glæder mig til at læse bogen, skønt jeg stadig er ambivalent med at identificere mig med denne stereotype rollemodel.

Vi har netop her til aften erfaret, at en gammel, kær ven og god kammerat fra gymnasie- og studietiden i Aalborg, lad os kalde ham PP,  er afgået ved døden i januar efter et tragisk sygdomsforløb, som til sidst endte fatalt.

Desværre har vi forsømt at holde kontakten med PP og hans familie ved lige, og har levet i hver vores verdener i alt for mange år. Dette kan vi kun fortryde og begræde nu.

Men nyheden kommer som et stort chok for os begge, og vi har grædt sammen og mindet PP og følt med hans efterladte kære.

Livet er hårdt og ubarmhjertigt, og vi bliver stadig oftere mindet om, at man ikke skal tage dagen i morgen for givet!